I den stille Midnatstime,
da i Søvn, af Træthed tvungen,
Mennesket paa Leiet hviler,
paa min Dør det sagte banked.
„Hvem er det der banker” — skreg jeg —
„nu saa silde, midt om Natten
og mig op af Drømme vækker!”
„„O luk op!”” en Stemme hvisked,
„„Vær ei ræd, jeg er kun lille.
Jeg er vaad og — ak! — forvildet,
da inat ei Maanen skinner.””
Rørt jeg bliver, tænder Lampen,
lukker op og ser en Lille —
Vinger smykkede hans Skulder,
i sin Haand han bar en Bue,
paa sin Ryg et Pilekogger.
Hen ved Arnen jeg ham satte,
i min Haand de spæde Hænder
varmed jeg og trykked Vandet
af de vaade lange Lokker.
Kulden snart sig hos ham satte
og han sagde: „Lad os prøve,
om af Regnen Buestrengen
ikke bleven er fordærvet!”
Buen spænder han og skyder
flux en Pil mig i mit Hjerte,
springer op saa fra sit Sæde
under høi og lystig Latter.
„Buen har ei taget Skade —
men dit Hjerte!” raaber Eros.