1.
Jeg vandrer høit paa Seelisberg i Schweiz.
Vidt dækker Sneen Kæmpefjeldetoppe,
der rage frem, hvorhen sig Blikket vender,
mens Urnersøen strækker sig forneden.
Hver Plet omkring mig er historisk Jord,
og store Skygger svæve over Egnen.
Histnede ligger Folkefriheds-Vuggen,
det grønne Grütli, Engen, hvor de svore
hin mørke Nat at styrte Tyranniet
og atter bringe Dag i Fædrelandet.
Derovre paa den anden Side Søen
fra Gesslers Baad, imens Uveiret rased,
sprang Tell i Land.
Som i et dunkelt Slør
indhyller Regnen alle Fjeldkolosser
med deres gamle Minder. Ly jeg søger
hist, hvor den lave Kirke stille strækker
forsølvet Spir op mod den mørke Himmel.
Ind i Kapellet med dets Dødningho’der
jeg træder, og paa Kirkegaardens Grave
med deres Vievandskjedler hviler Øiet.
En Grav med trende Kors mig fængsler her,
og dybt dens simple Indskrift Hjertet rører.
En Moder taler først: hun længe led,
da hun til Verden bragte tvende Børn
og hengav sig som Offer. Hendes Mand
fortæller, hvordan Bølgens Grav sig aabned,
hvordan han kæmped haardt en Timestid,
indtil hans Kræfter svigted, og han sank.
Tilsidst et Barn paa kun en halv Snes Aar
beretter, at saa kort var hendes Bane,
da Føhnen bortrev hende.
Hvilket Billed
af dette simple Bjergfolks haarde Liv,
omringet daglig rundtomkring af Farer,
opruller ikke denne Fjeldets Gravskrift
i jævne Ord for Vandringsmandens Blik!
2.
En Eftermiddag i den sene Høst
en deilig Dag jeg vandred om i Roma
og kom tilsidst til Cestiuspyramiden
der, hvor de hvide Stene kneise over
de døde «Kjættere» i Byens Udkant.
Der laa de Alle, Danske, Tydske, Franske,
Englænder, Russer under høie mørke
Cypresser fjernt fra deres Fødeland.
Jeg stille gik, mens Aftensolen daled,
til Shelleys Grav nærved den gamle Stadmur.
Sødt dufted Roser paa den lille Tue,
der minder om den sværmeriske Sanger,
som fandt sin Død i Middelhavets Bølger
med Sofokles’ Tragedier i Barmen.
Da stod jeg pludselig foran en Grav
foruden Navn og med en sælsom Indskrift.
«Her ligger» — sagdes der i Shakespeares Sprog —
«en ung Poet fra England, som paa Dødsseng
i Hjertets Bitterhed, forstødt, forfulgt,
har ønsket disse Ord sat paa sin Gravsten:
Her hviler En, hvis Navn i Vand er skrevet».
Den simple Sten var smykket med en Lyre
med fire Strenge, medens Resten mangled.
Min Tanke fløi til Fjeldet hist i Schweiz
og til den simple Bondekirkegaard,
der vidned høit i korte, jævne Ord
om et Naturlivs bittre Kamp og Nød.
Her, i «den evige Stad», Kulturens Hjemsted,
Aandslivets bittre Kamp og Nød mig hilsed
med sine sønderrevne Smerteskrig.
I Guldglands daled Solen, store Skyer
med blaaligt Skær i Horizonten svæved,
og Aftenrøden hviled paa de høie
og mørke Gravcypresser som en Glands
af Mindet over dem dernedenunder.
Saa smukt og blødt lød Fuglens Aftensang —
en Afskedshilsen til den svundne Dag
og til det svundne Liv — og stille tændtes
i Himmelrummet Nattens klare Stjerner
og vinked Sjælen ud paa dybe Strømme,
hvor det er sødt at vugge sig og drømme,
hvor Livets Jammer synker hen i Dvale
og stille lyder Evighedens Tale.