Hvor Marken grøn sig strækker
mit Reisetelt er sat.
Jeg hviler, svøbt i Kappen
den lune Sommernat.
Skjønt træt af Dagens Reise,
jeg kan ei slumre ind;
thi Natten straaler næsten
med Dagens lyse Skin.
En Fugl sin Trille fløiter
hist i det lave Krat.
Med Jubel høit den priser
vort Nordens Sommernat,
Hvor Aften kysser Morgen,
saa sværmerisk og øm,
og Hjertet yndigt vugges
ind i en Elskovsdrøm.
Ei langt fra Teltet strækker
sig blank en lille Sø.
Paa Engen ved den Karle
og Piger høste Hø.
Jeg hører Leen klinge
i Nattens stille Luft,
og hen imod mig bølger
sig Høets søde Duft.
Mens Morgen kysser Aften,
saa sværmerisk og øm,
mit Hjerte yndigt vugges
ind i en Elskovsdrøm.
.. Hun hæver Teltets Lærred —
høit rødmer hendes Kind —
og dukker taus og sagte
i Natpaulunet ind.
Med Øine blaa og klare
hun staaer i Teltet, rank,
de lyse Lokker flagre
om Svanehalsen slank.
Den sorte Vadmelstrøie
om Barmen slutter fast,
og ned fra Huen hænger
den guldbesatte Kvast.
Jeg kysser hendes Læbe
og hendes fulde Barm
og hviler, sødtberuset
i hendes bløde Arm.
O, Livets høieste Jubel,
o, Lykke uden Meen,
naar Mand og Kvinde favnes,
og Tvende vorde En!