1.
Saa skal jeg nu atter skue
Venuen fra Ungdoms Aar
med de sorte Øines Lue
og det lyse, fyldige Haar,
med de aandfulde Smil om Munden
og den rige, poetiske Aand.
Jeg skal atter i Aftenstunden
knytte det gamle Baand.
O, hvor vi skulle tale
om al vor Ungdoms Lyst,
naar i Skov og dybe Dale
vi sværmed i Sommer og Høst
med Randslen kastet om Skulder,
i Haanden vor Vandringsstav —
høit vor Jubel ruller
vidt over Land og Hav.
Vi skulle mindes med Gammen
den herlige Vintertid,
naar vi, glade, studerede sammen
Platon med klassisk Flid,
naar vi sag, over Shakspeare bøied’,
og en Verden forbi os drog,
mens Taaren traadte i Øiet,
og Hjertet høiere slog.
Han var kommen vidt over Voven
fra Islands Klippeø
til Sletten og Bøgeskoven
og den stille drømmende Sø.
Vi havde i Ungdoms Dage
sammen haabet og drømt.
Mindet vender tilbage,
og Sjælen hilser det ømt.
2.
Saa det er Præsegaarden
henne ved Hliden hist!
Ussel, forfalden staaer den
i Fjeldnaturen trist.
Et Faar paa Grønsværstaget
græsser i Ro og Mag.
— Af Minderne sært betaget,
jeg staaer i den heldende Dag.
Jeg træder ind i Stuen
med Lergulv, lille og lav.
Fra Kjøkkenet Skorstensluen
en dunkel Belysning gav.
En Mand ved Vinduet hviler
sit Hoved mod Bordets Kant.
Han reiser sig. Døsigt han smiler
og raver en Smule iblandt.
„Sæl!” han imøde mig sender
en rækker mig Haanden hen.
Jeg ham kjender og ikke ham kjender.
Jo, det er min Ungdomsven!
Øiet usikkert flammer,
om Munden spiller et Grin,
lallende, Tungen flammer —
en sørgelig, vild Ruin!
Jeg ned min Smerte dæmper
og nævner for ham mit Navn.
Jeg ser hvor det i ham kæmper,
da han kaster sig i min Favn.
Han kysser mig ømt på Munden
og klapper mig paa min Kind.
Tause, i Aftenstunden
vi staae med bevæget Sind.
En Hær af Minder drage
stille gjennem vort Bryst:
alle de svundne Dage,
al vor Ungdoms Lyst.
3.
„Naa, skynd Dig, min deilige Dise,
herfrem med Druens Blod!
Som Noah, den gamle Vise,
vi drikke os lystigt Mod.”
En Kjærling med gnavne Minder,
snavset, fed og stor,
ind i Stuen triner
og sætter Vinen paa Bord.
En Hob Unger med uredte Lokker
nedad den buttede Kind
ude paa Gangen sig flokker
og kiger af Døren ind.
... Dog hvorfor videre male
Gjensynets bittre Ve!
Jeg kunde for Sorg knap tale
og maattee dog spøge og le.
„Svei mjer!” vildt han banded.
„Det gaaer nu som det kan bedst.
Duer man ikke til Andet,
saa duer man altid til Præst.”
Jeg sad og sænkede Øiet,
det sortnede for mig halvt.
Jeg ned over Glasset mig bøied,
i Vinen en Taare faldt.
„Naa, Skaal!” han hikkende, klukked.
En Gysen gjennem mig gik.
Jeg har aldrig i Verden drukket
noget bedskere Drik.