Fra Himmelens aabne Sluser
styrter en øsende Regn,
Stormen fra Fjeldet bruser
gjennem den hele Egn.
Vaad, jeg saa Hesten hyller
tæt mig i Kappen ind,
trodser Regner, som skyller,
og den larmende Vind.
Dagen er snart tilende,
fra Elementernes Sus
stærkt — det maa jeg bekjende —
længes jeg nu efter Hus.
Hurra! Noget jeg øiner.
Rigtig! En fattig Bar
sig over Stenen høiner.
Hvem der er glad det er mig!
Af Grønsvær er Huset bygget,
Døren er lav og trang.
Her jeg dog smiler, betrygget,
ad Stormens dundrende Sang.
Høiere Hytten jeg priser
end noget Kongeslot.
Nei, paa Marmorfliser
havde jeg knap det saa godt!
En gammel, fattig Kone
pleier mig gjestfrit her.
En Dronning paa sin Throne
ei var mig mere kjær!
Venligt en ypperlig Vælling
sætter hun for mig ind.
Den gamle, furede Kjærling
vinder mit hele Sind.
Hendes Øine lyse saa milde
i Alderens Aftenstund.
Jeg kysser den brave Moerlille
med „Tak for Mad!” paa Mund.
Knap nogen blomstrende Kvinde
jeg krysted med gladere Hu
end den frofaste Gamle herinde
barnligt jeg favnede nu.
Jeg om hende svinger i Stuen
paa Gulvet, plumpet af Ler,
beskinnet af Arneluen —
se saa, nu kan hun ei mer!
Hun skotter til mig fra Siden —
ja, jeg er en lystig En!
Det er langt tilbage i Tiden
hun saadan fik rørt sine Ben.
„Godnat, Du gamle Kvinde!” —
og nu i Seng i en Fart!
... Saa glad igjen som herinde
bliver jeg ikke saa snart.