Den flagred pilsnar fra sit Bur,
fordi den var af vild Natur
og slet kun døied Tvang.
Mig vækker ei, naar Dagen gryer
i Lag af fine, gyldne Skyer,
den mere med sin Sang.
Den længtes efter Friheds Luft
og efter Hybenrosens Duft
og Boltren i det Blaa.
Fra Toppen af et Bøgetræ
derovre hist i Skovens Læ
jeg hører, ak! den slaae.
Saa sent sig Tiden sniger hen
saa godt min lille, søde Ven
med Triller den forslog!
Naar Mismod sneg sig listigt ind
og laa som Taage paa mit Sind,
min Sanger det forjog.
O kom igjen, Du vilde Fugl,
o søg tilbage til dit Skjul,
jeg længes, hør mit Kald!
O vug som før Dig paa min Haand —
og tidlig, sent med kjærlig Aand
jeg ømt Dig vogte skal!
I Skoven faaer Du liden Ro,
de hugge Dig med Næb og Klo
og rovbegjærligt Sind.
Min Dør jeg stillet har paa Klem,
søg atter til dit gamle Hjem,
løft Vingen, flyv herind!
Og Vintren med sin Is og Sne,
hvor vil den volde dog Dig Ve!
O Flygtning, hør min Røst!
Min Sangfugl savnes i sit Bur,
smut ind til mig, som staaer paa Lur
og vær igjen min Trøst!