Hun ligger i Logen henslængt
paa fløielsblødt Stolehynde.
Der er over Skikkelsen udbredt
den indolenteste Ynde.
Med halvtfraværende Tanker
hun lytter til Sangerens Trille
og leger paa Logeranden
med Haanden, saa fin og lille.
Mens Diamanterne funkle
fra Barmen, som svagt sig hæver,
et drømmende Smil vemodigt
om Læberne sagte bæver.
Ifjor — i Klosterets Haller
hos Helgener og Madonner
hun vandrede fjernt fra Verden
imellem de blege Nonner.
Hun sang sit Ave Maria
med sølvklare, smeltende Toner
og knæled med bøiet Hoved
for Ham, den store Forsoner.
Og i hendes Hjerte fødes
en Verden af yndige Drømme,
som Purpurskyer, der stille
henover Himlen svømme.
... Saa rasled Silken for Foden
i Lampe- og Kjerteglandsen,
og om hendes Pande trykked
Veninderne Brudekrandsen.
Det var som halvt i Drømme,
at, ud af klostret reven,
hun kastedes af sin Moder
i Armene paa Hr. Greven.
Og da hun endelig vaagned
og stirred paa Ægtemagen,
hun fandt — ei Hoved og Hjerte,
men kun en Nøgle paa Bagen.
Thi ligger hun henslængt i Logen,
mens Sangerens Trille klinger —
det yndigste Marmorbilled:
en Psyche med brudte Vinger.