Jeg farer vild i denne Hær af Gange,
i disse Skokke af Bureauer, Trapper.
Fast hjertesyg, jeg efter Veiret snapper
i denne Labyrinth, hvor jeg er Fange.
Fra et Kontoir jeg til et andet vanker
og skuer Landets Ungdom over Acter
at sidde sløv med taabelige Fagter —
mit Hjerte, som det vilde briste, banker.
Mig tykkes, Kretas Labyrinth jeg skuer,
hvortil Athenen aarlig maatte sende
en Flok af sine raske Ungersvende —
og høit i Harm min Sjæl ved Tanken luer.
Til Minotauros offres denne Mængde!
I disse sørgelige, mugne Fængsler
begraves vore unge Haab og Længsler!
En Taare frem sig i mit Øie trængte.
— „Du Daare! Det er Statsmaskineriet.
Og disse unge Mænd, som her Du skuer...”
— Javist, det er kun nogle stakkels Skruer,
der, sandt for Herren, sidde deiligt i ’et!
Statsminotauros i din mørke Vælde,
hvortil vi aarlig som Tribut maa sende
en Flok af vore bedste Ungersvende,
hvor kan ingen Thesens dog Dig fælde?