Hønen har ruget en Ælling ud.
Den vralter alt om i sin gule Skrud.
Den værdige Moder ud i det Fri
fører sin lille Æggeblomme.
Hvor hun har travl med at staae den bi:
„Bare den ei maa til Skade komme!”
Ikke hun tør den af Øie tabe,
Frøkorn søger hun til den Smaa,
og hun vil lære den selv at skabe —
Ællingen kan det ikke forstaae!
Snakkende gammelt, hun tripper omkring.
Ællingen gjør sine lystige Sving,
hører ei stort paa Moderens Tale.
Sommersolen er alt ved at dale.
Ned de naae til den friske Strand
Ællingen skuer det klare Vand.
Jublende svulmer dens unge Bryst;
dreven af en ustandselig Lyst,
styrter den sig i de lyse Strømme,
Elementet den fødes til.
Hvor det er saligt saadan at svømme!
Det er et anderledes Spil
end at vralte i Hønsegaarden!
Høit paa Bølgernes Rygning baaren,
Ællingen tripper omkring paa Strand,
klager, formaner i Toner ømme.
Den Lille raaber lystigt til Land:
„Naar man er Ælling, maa man svømme!”