Barndomsalder med de skyldfri Glæder,
Livets første, friske Morgengry!
Sjelden bittre Taarer Øiet væder,
lystig Latter klinger tidt mod Sky.
Selv i stille, strenge Skolestuer,
hvor de mange Bøgers Sort paa Hvidt
ei just altid Barnehjertet huer,
banker det dog freidigt, kjækt og frit.
Aanden folder ud de spæde Vinger,
over glad sig til sin Fremtids Flugt.
Barnesangen imod Himlen klinger,
som en Foraarshymne, mildt og smukt.
Barneglæde fra vor Barneskamle,
følg Du os, selv under Lokker graa!
Hvad gjør det vel, at vi blive gamle,
naar vi kun i Hjertet ere Smaa.
Kling som Aftenklokkeklang paa Landet
gjennem Livet, Barndoms Melodi!
Lad til sene Aar, med vemodblandet
Glæde, Sjælen vugge sig deri.