Uglen
(Til et Billede af Zillen.)
(Til et Billede af Zillen.)
Stille, stille, I lystige Fugle,
forstyrrer ikke en gammel Ugle,
der sidder med gravitetiske Miner
mellem Fortids store Ruiner,
ryster paa Ho’det ad Tidens Flygtighed,
savner den rette, solide Dygtighed.
Hvor Vedbend dækker de sprukne Stene,
sidder jeg allerhelsk alene
og er først i rigtig godt Humør,
naar Jorden dækkes af Nattens Slør.
Skammer Jer dog og lader mig være,
holder Minervas Fugl i Ære,
lægger lidt Baand paa Eders Tunger,
I Spyttegjøge, I Ravneunger!