Naar Mørket sniger sig lønligt
til Jorden, den deilige Huldre,
og slaaer sin stjernede Kappe
omkring henfes runde Skuldre,
saa sniger jeg mig saa lønligt
til Dig, o Du deilige Huldre!
og slaaer min mørke Kappe
omkring dine lyse Skuldre.
Og tæt, som Mørket Jorden,
favner jeg Dig, min Huldre!
og kysser din friske Læbe
og dine runde Skuldre.