Som naar Du vandrer i den store Skov,
hvor stolte Bøge kneise imod Himlen,
og Fuglen synger Alnaturens Lov,
mens Duften stiger sødt fra Blomstervrimlen
og pludseligt forvilder Dig derinde
og kommer til en Plet Du aldrig saae,
hvor friske Kilder skjult og stille rinde,
omkrandsed’ af Forglemmigeier blaa —
saaledes vil det gaae med denne Bog,
som her jeg lægger ned i dine Hænder,
og som den store Verden, gammelklog,
kun lidet ændser og vel neppe kjender.
O, hvilken Frishhed over hvert et Blad!
Der lyder Jubel, og der lyder Sukke,
snart som naar Morgenlærken stiger glad,
snart som ved Midnat Nattergale klukke.
Det er som om man hviled dybest inde
i Skovmysteriets hemmelige Vraa,
hvor friske Kilder skjult og stille rinde,
omkrandsed’ af Forglemmigeier blaa.