Opad Bakke falder tungt —
hvad gjør det med Hjertet ungt!
Og er Du deroppe først,
slukkes lifligt Sjælens Tørst.
Ikke sandt? Hvor frit og let
er ei der dit Aandedræt!
Smaaheds Taage veires hen,
saa Du nyfødt staaer igjen.
Blikket svæver vidt omkring
paa det hele Landskabs Ring.
Skov og Flod i Solens Glands
taler til din vakte Sands.
Fjernt i Dalens trange Ly
Myretuelige By.
Opad Bakke! Morgengry!
Gammel bliver ung paany.
Nedad Bakke falder let,
naar af Stigning man er træt.
Dybt i Dalens trygge Gjern
vinker huldt det kjære Hjem.
Røgen i den stille Luft —
hvilken liflig Arneduft!
Husets Alfer, fine, smaa,
smile mildt fra hver en Vraa.
Yndigt Kirkeklokkeklang
lyder over grønne Vang.
Sjælen fattes næsten Ord;
og Du elsker, haaber, troer.
Er end Foden lidt forstødt,
Hvilen venter hisset sødt.
Nedad Bakke! Aftenrødt!
O, hvor Hjertet bliver blødt!