That great baby, you see there, is not yet out of
his swathing-clouts.
(Shakspaeare: Hamlem.)
Du kalder Verden gammel, min gammelkloge Ven,
og stirrer, mørk, tungsindig, mod Fremtiden hen.
Du synes, at det lakker ad Undergangen brat,
og at vi snart skal sluges af Dødens mørke Nat.
Du kalder Tiden aflægs, et gammelt, gnavent Skarn.
Mig derimod den tykkes, skjøndt stor, et lille Barn,
der for ei længe siden af Moderslivet krøb
og endnu langtfra ikke er ude af sit Svøb.
Se, hvor den endnu ligger i Bleer og i Baand;
se, hvor den endnu famler omkring sit med sin Haand!
Hør, hvor den endnu laller og ei kan finde Ord
til hvad er uudviklet dybt i dens Indre boer!
Og hvor den griber efter al Glimmer og alt Tant
og mægter ei at skjelne Sandsynlighed fra Sandt!
Og hvor den lystigt leged, naar den er Rangle fik,
og syntes at den toned som Sfærernes Musik!
Javist er Verden gammel og tæller mange Aar;
men husk: i Evigheden kun Tiden lidt forslaaer!
Mod Evighedens Kræfter er Tiden barnesvag —
for Dig, o Tidens Herre, er tusind Aar en Dag!
Ja, Tiden er, skjøndt gammel, ikkun et lille Noer.
Men den skal kraftigt trives og engang blive stor.
Jeg skuer alt i Aanden dens Faner og dens Leir,
jeg ser den ile fremad fra Seir og til Seir.
Skjøndt gammel, ligger Verden endnu kun i sit Svøb —
den gik jo aldrig rigtig, endsige at den løb!
Men engang sprænger Puppen sit Hylster og sit Skjul
og flyver imod Himlen som vinget Sommerfugl.