Den høie Sol i Vesten stille daler,
dens stolte Dagværk er tilendebragt.
Den i sin Nedgang Horizonten maler
med sin uendelige Farvepragt.
I Mørket efterhaanden ned sig dukker
hver Skikkelse paa Jordens vide Rund.
Sødt duftende, sit Bæger Blomsten lukker;
med Kvidder synker Fuglen hen i Blund.
Endnu i Lysets sidste Straaler svømme
de høieste Tinder i et magisk Skin.
I Hjertet drage Længsler, bløde, ømme —
en Evigheds Herolder — sagte ind.
O, maatte, naar det stunder imod Døden,
og Øiet stirrer ud i Livet mat,
saa stille, blidt og blødt som Aftenrøden
jeg strømme over i den store Nat!