Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!
jeg glædes ei mere ved Bølgedandsen,
min Sjæl er urolig, mit Hjerte mat,
og Øiet kjedes ved Vaabenglandsen.
Før tumled jeg stolt paa den vilde Sø
i Storm og Brænding min prægtige Skude;
jeg elskede Snekken, som var det en Mø —
men nu er det rent med min Glæde ude.
Naar Luren gjalded, og Sværdene klang,
og Blodet flød paa Dækket i Strømme,
saa stemmed jeg op en jublende Sang —
nu gaaer jeg omkring i vemodige Drømme.
Og kasted jeg Anker ved fremmed Kyst
og tog mig en deilig Mø paa det Samme,
jeg hviled, beruset, ved hendes Bryst —
nu ledes jeg ved den vilde Flamme.
O hvad er Ægirsdøttrene ni
mod Bondens unge, livsalige Datter!
Jeg troer, det er Freias Kogleri;
jeg hører i Skyen Disens Latter.
Naar mod mig hun løfter de Øine blaa —
hvor er de klare, hvor er de milde!
saa maa jeg mine til Jorden slaae,
jeg rødmer og blegner og skaber mig ilde.
Naar til mig hun taler — en sød Musik
strømmer fra hendes yndige Læber! —
slaae Tankerne altid for mig Klik,
og Tungen mig fast til Ganen klæber.
O hvad er paa Kampens blodige Vang
Valkyriens Kvad til Skjoldebraget
mod Bondedatterens smeltende Sang
derhjemme i Gaarden med Grønsværstaget!
Jeg drømmer: jeg hænger min Hjelm paa Væg
og spænder mit gode Sværd fra Belte,
jeg drømmer: jeg kapper mit vældige Skjæg
og lader Heltene være Helte.
Jeg drømmer: jeg vandrer stille bag Plov,
mens Storken paa Gaardens Mønning kneiser,
og ser paa den grønne, viftende Skov
og Skyen, der over mit Hoved reiser.
Jeg drømmer: jeg sidder ved Arnens Ild
og vugger en rødmusset Pusling paa Armen.
Hun nærmer sig sagte — en Hustru mild,
og Hjertet mig hopper af Fryd i Barmen.
... Jeg veed ikke ret, hvordan det er fat!
Jeg hører i Skyen Freias Latter.
Min Sjæl er urolig, mit Hjerte mat,
jeg gaaer og drømmer om Bondens Datter.