Sig nøgen Heden strækker,
saa langt mit Øie naaer;
kun Sten paa Sten i Rækker,
hvor Hestehoven gaaer.
Paa bratte, grønne Hlider
knap Faaret græsse kan,
nedaf de steile Sider
sig styrter Bækkens Vand.
Imellem øde Fjelde
sig strækker vidt en Sø.
Her throner i sin Vælde
vort Nordens mørke Mø.
Rimkronen om sin Pande
og Taageslør om Kind,
hun raget over Lande
i Nordlysflammers Skin.
En lille Blomst jeg øiner
med blege Farveskjær
paa Stenen, som sig høiner
ved mine Fødder her.
Saa vild er rundtom Scenen,
saa øde og forladt —
dog dufter selv fra Stenen
en Blomst i Nordens Nat!
En ensom Sangfugl sidder
paa Kæmpedyssen hist
og sender ud sin Kvidder,
saa monoton og trist.
Mig tykkes, svunde Dage
staae op i Fuglens Sang;
en blodig Oldtids Sage
jeg hører i dens Klang.
„Paa Høien her, som reiser
sit Hoved paa din Vei,
hvor Stenen paa den kneiser,
der stod en Kæmpeleg.
De stærke Sværde bede
og haardt mod Skjoldet slog,
den vældige Thord Hrede
Sørle den stærke vog.
Henover Heltens Bene
med Skrigen Ravnen fløi.
Dybt under Bakkens Stene
blev Sørle lagt i Høi.”
Jeg Egnens Fylgie skuer
forvist i Fugleham.
Nu svang i lette Buer
den sig mod Fjeldets Kam.
... Min Sjæl sig stille vugger
i Hedens Poesi,
en Taare Øiet dugger
i blid Melankoli.
Med Smil i Ensomheden
jeg mindes Verdens Larm,
paa Englevinger Freden
sig sænker i min Barm.
Tog i den vilde Vrimmel
Du Skade paa din Sjæl,
sank din Drømmes Himmel,
og tabte Du Dig selv —
o, disse stille Fjelde
vil mildt Dig skjenke Trøst!
O, saligt, taus, at hælde
sig til Naturens Bryst!
I Moderarme ømme
hun Sorgen dysser hen,
og dine bedste Drømme
Du drømmer her igjen.
Fjernt fra den travle Færden,
omsust af Nordenvind,
en ny og bedre Verden
i Sjælen drager ind.
O, Ensomhed, som tryller
med underfuld Magi!
Med Fred Du født mig fylder,
Fjeldhede-Poesi!