Stolte Herrer, muntre Damer!
slet vi passe for hverandre.
Gaa med Strømmen I tilhøire,
saa vil jeg tilvenstre vandre —
ensom paa de stille Veie,
ensom paa de trange Stier,
fremad, fremad imod Maalet,
Sjælen fuld af Melodier.
Naar saa paa min Vei jeg møder
En, som længes, En, som lider,
En, som i de vaagne Nætter
Aandens tunge Kampe strider —
ham jeg hilse vil som Broder,
ham jeg til mit Bryst vil trykke,
og med ham jeg kjærlig deler
fælles Sorg og fælles Lykke.
Naar jeg træffer paa min Vandring
en af disse Kvinder milde,
der i Verdens vide Ørken
tørster efter Livets Kilde —
dybt jeg bøier mig for hende;
thi jeg veed, at Kvindelæben
med en hellig høi Begeistring
jubler til hver dristig Stræben.
Kunde ret jeg ud kun synge,
hvad sig dybt i Hjertet dølger!
Ak, men svagt i Sandet pibler
ofte Sangens klare Bølger!
Kling dog, kling dog, mine Toner,
om end brudte kun og svage,
kling som Udtryk for min Jubel,
kling som Udtryk for min Klage!
Der er endnu varme Hjerter,
stærke Mænd og bløde Kvinder —
Sangen fra det varme Hjerte
sagtens vel et Ekko finder.