Foran Tidens Gjæring staaer Du stum.
Mørk Du ser den ene høie Bølge
med et Tordenbrag den anden følge,
for at løses op igjen i Skum.
„Ras kun” — raaber Du — „o vilde Tid,
brus kun, over dine Bredder stegen!
Skum, kun Skum er Enden dog paa Legen,
tom og frugtesløs den hele Strid.”
... Stille, stille, strenge Tidens Dommer
med det visne Skolemesterris!
Lad Naturen i den lyse Sommer
tale til Dig paa sin stille Vis.
Gak paa Marken ud, og Du vil finde
af og til et upaaagtet Straa,
der sig gynger i de lune Vinde
med en lille Skumplet ovenpaa.
Ned til denne Skumplet Du Dig bukke,
Du, som kalder Tidens Gjæring tom!
Denne Skumplet er en lille Vugge
i Naturens store Helligdom.
Dette Skum foruden Glands og Farve,
som Du tidt gik tankeløs forbi,
gjemmer Skumcikadens lille Larve
stille, ubemærket indeni.
Ud af det, naar Tidens Fylde kommer,
under Blomsterduft fra grønne Vang
i den liflig lyse, varme Sommer
hæver Skumcikaden sig med Sang.
I det Mindste speiler sig det Største —
Et i Alt fra Støvgran og til Sol.
Af det Sidste lære kan det Første —
Begge Led i Evigheds Symbol.
Derfor stille, stolte, strenge Daare
med det visne Skolemesterris!
Bøi Dig over Straaet med en Taare,
gak til Skumcikaden og bliv viis.