„Kjære Digter, kjære Digter,
slige Ting mig ennuyerer.
De poetiske Papirer
man paa Børsen ei noterer.”
— „Kjære Digter, kjære Digter,
da jeg drukner fast i Acter,
finder De det vist naturligt
Musens Sag ad acta lagt er.”
— „Kjære Digter, kjære Digter,
send De mig kun Deres Blade,
saa skal jeg dem nok i Bladet
grundigt endevende lade.”
— „Kjære Digter, kjære Digter,
hvor jeg mig til Ballet gotter!
Vredes ei, jeg bruger dine
triste Vers til Papillotter.”
... Stolte Herrer, muntre Damer,
slet vi passe for hverandre.
Gaa med Strømmen I tilhøire,
saa vil jeg tilvenstre vandre —
ensom paa de stille Veie,
ensom paa de trange Stier,
fremad, fremad imod Maalet,
Sjælen fuld af Melodier.
Kunde ret jeg ud kun synge
hvad sig dybt i Hjertet dølger!
Ak, men svagt i Sandet pibler
ofte Sangens klare Bølger.
Naar saa paa min Vei jeg møder
En som længes, En som lider,
En som i de vaagne Nætter
Aandens tunge Kampe strider —
ham jeg hilse vil som Broder,
ham jeg til mit Bryst vil trykke,
og med ham jeg kjærligt deler
fælles Sorg og fælles Lykke.
Naar jeg træffer paa min Vandring
en af disse Kvinder milde,
der i Verdens vide Ørken
tørster efter Livets Kilde —
dybt jeg bøier mig for hende;
thi jeg veed, at Kvindelæben
med en hellig høi Begeistring
jubler til hver dristig Stræben.
Kling da, kling da, Sangens Toner,
om end brudte kun og svage,
kling som Udtryk for min Jubel,
kling som Udtryk for min Klage!
Der er endnu varme Hjerter,
stærke Mænd og bløde Kvinder;
Sangen fra det varme Hjerte
sagtens vel et Ekko finder.