Jeg sidder paa Klippen ved Stranden,
græder i Bølgerne ud,
sender med Vind og med Vove
til Hjemmet, til Hjemmet Bud.
Der i det ensomme Kammer
sidder min unge Mø,
sender sin sørgende Tanke
ud paa den vilde Sø,
hvor hendes fjerne Beiler,
hvem hun sit Løfte gav,
tumles omkring af Stormen
høit mellem Himmel og Hav.
Saaledes sad Odusseus
bleg paa Kalypsos Strand,
favnende langlig Hjemmet,
Ithakas kjære Land.
Inderlig higed han efter
hjemad, hjemad at flye,
efter at se fra sine Arne
Røgen stige mod Sky.
Penelopeia sysled
stille i Høienloftssal,
gjemte trofast i Barmen,
ensom og taus, sin Kval.
Taarebadede Tanker,
flyver paa Bølgen ud
til hende his i Hjemmet,
min unge, deilige Brud!
Hun sender til Gjengjæld sine —
en Trækfuglskare — paa Flugt;
ud over Land og Bølge
de svinge sig kjærligt, smukt.
De trofaste Tanker mødes
i vemodsblandet Lyst.
I Aanden vi, grædende, synke,
op til hinandens Bryst.