Christian Richardt (1831–92)

All poems by Christian Richardt on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.

A

Ad Tidens Strøm, hvis Kyster hun vil tegne

Aftenvind, med dine svale

Ak, den Lysning var kun kort

Ak, hvor er det længe siden

Ak, hvor Sangens Trækfuglskare har forladt os inden kort

Ak, Sant’ Agate! hvilken Tort!

Ak Venner vi er kun et Mandfolkething

Aldrig din higende Attraa Du stiller

Alene vi gik i den grønne Skov

Altid frejdig, naar Du gaar

Alt som ejer Livets Lue

At finde en Firkløver, siger man

At ville vælge mellem Tro og Gjerning

Aand og Legem er et Spand

B

Bag Helgenskrin og Messepragt

Bedstemoder! maa jeg bringe

Ben Esra, jødisk Kjøbmand i Damask

Bjergets Løndom var vor Moder

Blege Pige fra Habeya

Bliv Lys! saa lød det store Skaber-Ord

Bosporos, skjønne

Brat kom din Kveld, Abigael

Brygge, bage, koge, smage

Brødre mellem tvende Have

Bølgen raaber: Hør hvor jeg bruser!

D

Da Hegel engang laved Puns

Da Himlen og sin Faders Favn

Dannevirke kun et Skræmsel

Da Sankt Elisabeth gav Smaafolk Brød

De flokkedes omkring Ham

De Klokker ringe med Højtidsklang

Den Aften gik jo nydelig

Den Bonde, som vil lede

Den gamle Skovvej huer mig vel

Den glade Tid kan Ingen af os glemme

Den Grundtvig, som i Anno Ti

Den havde svunget hvasse Sværd

Den hvide Snee har lagt sig

Den Lille laa og leged

Den lyse Vaar sit Anker

Den Vældige, hvis Almagts-Haand

Den Wessel, som besværed Aftenposten

Der er en Lidelsernes Skaal

Der er saa travlt i Skoven

Der er saa øde i Dannevang

Der fløjter en Solsort saa sødt, saa sødt

Derfor kan vort Øie glædes

Der græd to Elskende i Himmelborgen

Der gaar Dans ved Elv og Fjord

Der gaar en Længsel fra Kyst til Kyst

Dér har vi Diligencen! med Bjælder og Smæld

Der knalder en Champagneprop

Der kæmped en Damper med Storm og Nød

Der staar han i sin Dagligdragt

Der var engang i Fyrrerne en Skomagersvend

Der var saa sort i Kirken om Kongens Sarkofag

Der vinder sig om Fyens Land

De sletted ud en Paragraf

De stolte Toner taug — fra Brydekampen

Det er saa yndig en Foraarsdag

Det gamle Aar var graanet

Det graaner, det skumrer om baade Land og Strand

Det gaar mod Jul — December-Snee har lagt

Det hellige Kors, den Bjælke svar

Det isned om Danmark, men Gud var os god

Det Jern, der Fil skal vorde

Det Land, vi elske over alle Lande

Det lysner over Norden fra Frejas blanke Rok

Det Ord, hun hørte bag Judæas Ranker

Det raabes ud fra hver en Kant

Det stormer over Verdens Strand

Det var alt i Februar

Det var et Aar, da Danmark skjalv

Det var sig Dronning Elisabeth

De tyste Tonestrømme

Din Ungdom var straalende Lune!

Disse Klokkers Kimen

Dit Rige komme, Fader vor!

Dreng! stig op paa Klippetinden

Du døde Hav, hvi vinker Du

Du er endnu en lille Pog

Du fattige Busk, hvor er Du skjøn!

Du gamle Sanger, som i Livets Kveld

Du Hav, der som med Sang og Spil

Du Land fra Oldtids Dage

Du Landmand, Skytte, Landsbypræst

Du letteste, luftigste Rum

Du ligger Du ramt, Du stolte Bøg!

Du lyse Morgens Frydebud

Du skjønne Kunst, i Eden født og baaren

Du som bøjed mig i Støvet

Du, som i din Barndoms Dage

Du som saa højt Dig bryster

Du var saa ung og frejdig

G

Gak ud i Skovens Hal, betragt dens Stammer!

Gik fra Skumring ind til Nat

Gjern Kane nu og Kjelke

Glem Døden, naar det gaar tilstorms

Glemme maa vi vore Sange

Glimt af Sol og Glimt af Haaben

Glæden ved Guds grønne Jord

Godkvæld Godtfolk fra Land og fra By!

Godt I Unge, lydt at sjunge

Granen den grønne er Bebudelsens Træ

Grumme Krig! Dit Lyn, din Torden

Gyngende skød sig Briggen

H

Halv gjemt bag Gravkapeller, Kræmmerbure

Han er skikkelig, maa man ham lade

Hans! Deres Naade! Lad Bob faae sin Mad

Han var saa ung og modig

Her Børnenes Leg en høstlig Dag

Her er den allersolideste Cursal

Her er saa frisk paa Skrænten

Herligt at mødes i Ungdommens Vaar

Herr Andrik og hans Viv Andrikke

Herre og Frelser, som kom i det Lave

Herre! om din Magt og Vælde

Her saa’ vi gjennem Kundskabs Glar

Hil Dig, Du Mendelssohns Arving og Fælle

Hil Dig vor gamle Skole

Himlens Sol og Stjerneskarer

Hist i Velsklands skjønne Dale

Hist sig Marmorhøie brede

Hjertet ej sin Gud vil dyrke

Hjælp mig, Madonna

Hold Ja-Ord her i Herrens Hus

Hu, hvor Stormen dog har føget

Hun gaar saa troligt og vogter Flokken

Hun, vort Aarhundreds kjække Yndlings-Terne

Husker I Dagen, da Artiums-Horden

Husker I den gamle Sage

Husker I Stunden — straalende Sommer

Hvad det er for en Hestehud

Hvad er der? Hvad græder Du for, min Skat?

Hvad er dog din Mening, vor gamle Forening

Hvad har dog Maria fore

Hvad hjalp det mig, om Stjernerne jeg kjendte

Hvem bygger Ridderen en Borg?

Hvem er han? spørger Folket

Hvem var han, den Prins af Danmark

Hvem var hun? Hans Egedes

Hvem vil ikke gjerne prise

Hver Dag jeg maa til Brønden

Hver Plantning, som ej er fra Himlenes Gud

Hvilken Sanger og slet ikke spradende!

Hvis Peter ej som et artigt Barn

Hvor Asfalt-Søen ruller sit tunge

Hvor Athenens Mure slippe

Hvor Bjerg og Bølge knyttes

Hvor Brændingerne hvide

Hvor dejlig er September her i Danmark!

Hvor dejligt, naar det bliver lyst!

Hvor denne Flok var ung og kjæk!

Hvor det skyder og bryder

Hvor er det dog en dejlig Tid

Hvor er det frydeligt at see

Hvor er hun ung og yndig

Hvor er Øjets friske Blink?

Hvor fordum Sankt Klaras Nonner gik i Lin

Hvor fordum Volmers Ganger sprang

Hvorfor er Vejen vel saa smal

Hvor frem af via malas Svælg

Hvor herligt er et Aftenlag

Hvor hun dog iaftes silde

Hvor kan et Barn dog glæde sig

Hvor Kullen stejler mod stormende Sø

Hvor lider Du min Datter

Hvor mindes jeg, Du skjønne Bøgelund

Hvor Skoven dog er ung og frisk!

Hvor Sneen slaaer en takket Bord

Hvor Syren flokkes om Bøgens Fod

Hvor tidt var vi sanked i broderlig Favn

Hyp min Hest, lad Ploven gaa

Hyrde var han, en af dem

Højskole hist, hvor som dunede Russer

Hør Ellen, hør ifald Du vil!

Hører du det, min egen Unge

Hør, hør hvor det tøer!

J

Ja her er Grundtvig voxet op

Ja, læg kun Arbejds-Spaden hen

Jeg dandser og dreier paa min Lire saa fro

Jeg er Visdommens Fugl!

Jeg fanged engang en ædel Falk

Jeg fryser, siger den Lærke graae

Jeg glemmer aldrig, hvor den Dyst var haard

Jeg grunder og jeg grunder paa hvad Herren har beredt

Jeg længes efter Foraar!

Jeg længes stundum efter Sorgen

Jeg laa paa den grønne Matte

Jeg saae Dig i Dagens fulde Glans

Jeg troede, da jeg var lille

Jeg veed en Bog, som vil og kan

Jeg veed en gammel Jakobsstige

Jeg veed en gammel Kirke — dens Taarne er tre

Jeg veed et Sted i Lunden

Jord, i hvis Favn der hades og der myrdes

Jylland, Jylland var hans Vugge

K

Kjærlighed er Lovens Fylde

Klippers Vælde, Mur af Fjelde

Klokken ringer til Kirke, og Gjøgen ringer tilskovs

Kom I, som maatte gynge

Kom lad os gaa gjennem Lindenes Række

Kommer det end ej til Knælen

Kom, skynd Jer nu smaa Nussebeen

Krig er Jammer, Krig er Nød

Krig skal I høre, og Rygter om Krig!

Kun Natten hørte Sukket

Kvivit, Kvivit!

L

Lad Tonerne følge hans Baare

Lad Verdens-Elven jage

Lange Dage, lange Nætter

Luften paa de svale Lider

Lydt gjennem Skovenes Lønkamre gaar

Lyttende Studenterflok

Længe var der stridt og stræbt

Længsel gjæred i dit Bryst

Lærken løfter sin Klokke-Røst

Lær mig Nattens Stjerne

M

Maj med springende Løv, med blinkende Draabe

Med Krumveje ofte man slaar sig tiltaals

Mellem disse grønne Høje

Mens Blomsterflokken sover sødt

Min Barndoms Legesøster og Veninde

Min Celle gjenlød af Psalmesang

Mindes Du, hvor Moders Mund

Min egen M . . .

Mit fagre Hjem, hvor Bølgen blaa

Mit Folk, hvor var Du ofte

Mit Piletræ, Du fryder mig

Modtag en Psalmebog, en ny

Myrthe-Bjerget langt fra høje Norden

Maanen gaar saa langsom og saa løj

Maanen lægger sin Straalebro

N

Natten taler tyst og stille

Nu blegner fast det sidste Haab

Nu daler den straalende Sol

Nu drager Danmarks Sommer bort

Nu drog det Forhæng sig tilside

Nu drysser det med fine Dun

Nu har Du tømt din Smertes Skaal

Nu lukker Solen sit Øje

Nys blev Solen ringet ned

Nærsynet var hin svundne Old

Naar Egene knoppes

Naar jeg bli’r stor

Naar jeg tænker paa Langfredagssorgen

Naar Jorden stønner blussende og hed

Naar kun hun har sin store røde

Naar Midsommersolens Straaler

Naar Svenden gaar i Kampen

O

O Danmark i Din Kappe blaa

O Danmark i din Sommerpragt

O Du, som sukker i din tomme Stue!

Om Bryggen er der Tummel og Markedsliv og Støj

Om Du vil være stærk og fri

Om Jericho de sidste Straaler sank

Om Mandens Liv kun lidt jeg har at sige

Om rusted’ vi vil være

Op Danske, slaar et ærligt Slag!

Op Kongsporten sprang

Over Hebrons grønne Dale

Over tømte Markers nøgne Barhed

P

Padre Giuseppe, han er ikke magelig

Paulus er i Baand og Lænker

Paa Børnenes Sygestue

Paa denne Vaarens Høitidsdag

Paa Esdralonsletten, hvor Vaaren holder Fest

Paa et Fjeld i Rhonedalen

Paa gamle Malerier

Paa Havet Carabevellen

Paa Isfangst damped en Hvalfanger-Flok

Paa mægtige Vinger mod Norden det gaaer

Paa Oliebjergets jevne Skrænt

Paa Refsnæs Havets Vind

R

Roser og Liljer, vi maa skilles ad

S

Sagnrige Bølger hilse mildt iaften

See Fyret højt paa Klintens Bræm!

See, jeg er Herrens Tjenerinde

See Kirken er pyntet inden og uden

Skjærsommerdagen lys og god

Skjøndt ammet op i Sydens Marmorsale

Skjønne, sjunkne Fredriksborg

Smaafuglene, de synge

Snap, med et lækkert Been belæsset

Snart nærmer sig den lyse Vaar

Sneen ligger tæt og blød

Snee paa Tage midt i Maj

Solen sank, og Vinden taug

Som en Stuefugl i Bur

Som en Viser paa en Korsvej

Som et Rov for Stormens Horde

Som et Skib finder Vej gjennem Skummet

Sov mit Barn, sov længe

Spiret blinker højt i Sky

Stormen er oppe, Sneen fyger

Stormens Konge, Luftens Drot

Stærke Drøn fra Nordhavsbølge

Stærkt det gaar mod Allehelgen

Staa fast, vort Kongebilled

Svundet er fire Hundred Aar

Sørger alle Danmarks Kvinder, sørger

Saae Du ham min lille Dreng

Saae vi end ej den blege Dreng

Saa Farvel fra Støvets Kyst

Saa langt og saa længe som Magt er bleven Ret

Saa lyser under Bøgens Grene

Saa, nu kom Inger op igjen

U

Uberegnelige Maj

Udbrændt er Bannernes blodige Flamme

Ud for Verdens Herregaarde

Udi Roma, i sit Studie

V

Vedbend fra den grønne Skov

Ved en Verdensstad jeg stødte fra

Ved Syriens mørkeblaa Middelhavs-Strand

Velkommen hid fra høje Nord!

Velkommen hjem, vor Konge kjær!

Velkommen Lærkelil!

Velkommen Venner, I fra Sverigs Dale

Vel mødt Kong Christian hos de danske Bøge

Velsignede Dag, som i Lundenes Skygge

Venner, seer paa Danmarks Kort

Venner, vi var lykkelige

Vidt over grønne Bølge

Vi er et lystigt Folkefærd

Vi er som vilde Heste

Vi hilse Dig, vort nye Hjem

Vi komme uden Vaaben

Vi lever i et velsignet Land!

Vi sang saa høit om Nordens Taarne trende

Vi Studenter har en Skik

Voldene faldt — og paa Skansernes Plads

Vor faldne Slægt

Vor Forsknings Rige er saa vidt

Vor Tro, den er vor Fortids Arv

Vær hilsed Danmarks Konge, Danmarks Dronning

Vær hilset Du vort nye Hjem

Vær hilset, Hostrup, Du fjerde H

Vær hilset høie Sommersol

Vær hilset paa dit Brudetog

Væxten altid er fra oven

Vaaren er kommet, og ind hun nu henter

Vaarfriske Danmark

Vaar og Vinter føre Krig