For Hæren og Flaaden
(5 Juni 1864.)
(5 Juni 1864.)
Den lyse Vaar sit Anker
har kastet ved vor Kyst,
men vintertungt det banker
endnu i Danmarks Bryst;
thi Blod har vandet Heden
og smittet Markens Straa,
og Ravne taget Reden
fra vore Fugle smaa.
Men var der Nød og Fare,
der var og Mandemod,
en trofast lille Skare,
som gjerne gav sit Blod;
der stred som den der strider
for Arnen som en Mand;
der led som den kun lider,
der lider for sit Land.
I Kjække fra Midsunde
og I fra Oversø,
hvor Danmarks Fjender funde
en blodig Vintertøj
Du Dybbøls Helteskare,
— stængt mellem Ild og Vand —
som stod i Dødens Fare
og Dag og Nat holdt Stand!
I raske Orlogsgutter
fra Østersøens Kyst,
som Spændetrøjen slutter
om Tydsklands flade Bryst!
Du Rolf, som end tør springe
kjækt gjennem Baal og Brand!
Og I, som Ørnens Vinge
fik ramt ved Helgoiand! —
I Danmarks Kæmper alle,
som kjækt i Kampen drog,
og vilde staa og falde
med gamle Dannebrog:
Den Tak vi Eder skylde
for Møje, Sorg og Savn,
tag den af Hjertets Fylde
i Danmarks Modernavn!