Christian Richardt (1831–92)

Richardt, Ernst Christian, 1831–92, Forfatter. F. 25. Maj 1831 i Kbh. (Holmens), d. 18. Dec. 1892 i Vemmetofte, begr. i Ørslev, Baarse Herred. Forældre: Varemægler Andreas Emanuel Richardt (1799–1873) og Elisa Margrethe Christensen (1791–1855). Gift 17. Nov. 1865 i Kbh. (Frels.) med Marie Koés Hammerich, f. 31. Okt. 1842 i Kbh. (Frue), d. 25. Marts 1900 paa Iselingen, D. af Docent, senere Rektor Martin H. (s. d.) og Hustru.

Richardts Forældre boede i Lille Kirkestræde ved Højbroplads. Faderen var en vittig og munter Mand, meget teaterinteresseret, Moderen var et fint og stille Gemyt; der var Tungsind paa hendes Families Side; en Broder til Richardt døde paa Oringe, hans Søster var ogsaa til Tider sindslidende; Richardt selv var noget tungsindig. Richardt gik i Borgerdydskolen paa Christianshavn og havde til Rektor først N. B. Krarup, senere M. Hammerich. Richardt blev tidligt en Elsker af dansk og antik Poesi og skrev selv Vers som Dreng. Blandt hans Skolekammerater var hans tre nærmeste Venner for Livet, P. Heise og G. og V. Rode. Han var i det hele taget en trofast og stærkt rodfæstet Natur.

Han blev Student 1848 og valgte Teologi af religiøse Grunde; nogen synderlig lærd Teolog blev han dog aldrig; først 1857 fik han Eksamen med en beskeden Karakter. Han gik stærkt op i Studenterlivet, der dengang havde sin højeste Blomstring, var en anset Selskabsmand og Selskabsdigter baade i Studenterforeningen, hvor han efterhaanden avancerede til ledende Senior, og i en privat Studenterklub Oasen (1850–56). Fra dette Milieu udgik hans Studenterkomedier; »Kong Rosmer« (trykt i Axel Sørensen: »Studenterkomedier«, 1904) er bedst; »Declarationen« (skrevet i Efteraaret 1851) blev den største Succes, baade i Bogform (1869) og opført paa Det kgl. Teater (1861). Hostrup hjalp Richardt med Slutningen af dette Stykke; senere digtede de i Fællesskab Ruskantaten 1854. Richardt var 1858–64 Dirigent i Studentersangforeningen og deltog i Studentertogene 1851, 56, 69 og 75; han var ivrig Skandinav og lapsede sig undertiden med Svecismer i Stilen.

Til Jul 1860 udgav han sin første, berømte Samling »Smaadigte« (Titelbladet: 1861). Den indeholder allerede en Række af hans populæreste Digte: Viser og Sange, som bragte Ploug og Hostrup i Erindring, for Danmarks Frihed, for Norden, for Fædrelandet (»Mit fagre Hjem«, »O Danmark i din Kappe blaa«), for Studenterne (»Vi er et lystigt Folkefærd«), men ogsaa et intimere Digt som Vuggevisen »Sov, mit Barn, sov længe«, fromme Digte som »Lær mig, Nattens Stjerne« eller »Modersorg«. Blandt de fortællende Digte fandtes allerede to Dyrefabler: »Hr. Mikkel« og »Tulte«. I en mere raffineret Stil med en lidt indviklet og prosaisk Beskrivelsesteknik er Digtene »Ved Løvspring« og »Paa Castelsveien«.

Richardt blev folkekær paa disse Ungdomsarbejder. Han fik det Ancker’ske Legat 1861 og kunde foretage en større Udenlandsrejse. Den gik ad Rhinen til Schweiz og Italien. Vinteren 1861–62 var han i Rom, derefter rejste han til Palæstina (se hans Rejsebog i Prosa og Vers, oprindeligt Nord. Univ.-Tidskr., IX, 1863, senere som Bog, »Det hellige Land«, 1870). Hjemrejsen gik over Smyrna, Konstantinopel, Athen, Venezia og Tyrol. Under Krigen 1864 blev han sit Folks Trøster. Samlingen »Nyere Digte« (udk. Jul 1864) indeholder bl. a. Digtkredsene »Fra Rejsen« og »Et Aar«; den sidste rummer nogle af Richardts allerbedste Ting.

Efter Krigen var Richardt en Tid Musik- og Teateranmelder i »Dagbladet«, en Virksomhed, der kun forligtes slet med hans noget omstændelige Arbejdsmaade; stundom fik han Hjælp af sin Ven Georg Brandes. 1866 blev han Forstander paa Tune Højskole (mellem Taastrup og Køge). Men hans Foredrag gik over Hovedet paa de fleste, og han talte Skolen tom, var ogsaa for distræt og upraktisk til at kunne gaa op i en saadan Gerning. 1871 blev Højskolen omdannet til en Landbrugsskole. Fra denne Periode er Samlingen »Texter og Toner« (1868), der gennemgaaende anslaar dybere Strenge. Den indeholder Naturdigte med en Lærdom paa Bunden som »Den gamle Skovvei«, Fabler som »Dragonhesten«, en Humoreske som »En skikkelig Mand«, Kantater, Mindedigte og det længere Eventyrdigt »Tornerose«.

Richardt bestemte sig nu til at søge Præstekald og forberedte sig til sin nye Gerning ved et længere Ophold hos sin Hustrus Onkel Pastor H. P. C. Dorph i Øster Egesborg ved Vordingborg. 1872 blev han udnævnt til Kapellan pro loco i Store Hedinge under den myndige H. E. Glahn. Her var han i fire Aar. Hans Forkyndelse var beskeden og stilfærdig og skaffede ham gode Venner; ogsaa som Sjælesørger var han samvittighedsfuld. »Den, som hvisker sagtest, trøster bedst«, hedder det i et af hans Digte fra 1864. En Prædiken af Richardt, »Skattens Mønt«, er trykt i »Kristelig Kalender« for 1876 (1877).

1876 blev han Sognepræst til Ørsted ved Aarup i Vestfyn, 1886 Præst til Vemmetofte Kloster. For sit svage Helbred maatte han næsten hver Sommer rejse til Norge, Schweiz eller Tyrol. Men hverken Præstegerning eller Svagelighed eller Rejser hindrede ham i at udsende nye Bøger. 1874 kom »Billeder og Sange«, 1878 »Halvhundrede Digte«, 1879 »Billedtexter«, 1880 »Kantater og Digte«, 1884 »Vaar og Høst«, 1891 »Blandede Digte«. De indeholder bl. a. en Række ypperlige Mindedigte, fine versificerede Karakteristikker baade af offentlige og private Personer, f. Eks. meget smukke Kvindeportrætter.

For Scenen har Richardt som moden Mand kun skrevet Dramaet »Drot og Marsk« (1878), som Tekst til Heises Toner. Han fulgte især Hauchs »Marsk Stig«, men tog ogsaa Motiver fra »Erik Menveds Barndom«. Det er den fineste danske Operatekst. Som Tekster til Illustrationer læses bedst hans »Fra Kysthospitalet paa Refsnæs« (1887), »Vort Land, et geografisk Digt« (1889) og »Fadervor« (1891). Sammen med G. Rode har han udgivet »Fortællinger og Vers for Store og Smaa« (1866) og »En Billedbog« (1868). Endnu maa nævnes hans Gendigtninger af Lenaus »Savonarola« (1876) og Wallins »Dødens Engel« (1889)

Richardts Digtning er ikke fri Lyrik; den er upersonlig, ukonfessionel, uden store Lidenskaber og Syner. Meget er en Lejlighedsdigtning, svingende mellem rimet Journalistik og rimet Prædiken. Richardt var en ypperlig Tolk af Øjeblikkets Stemning, enten det nu drejede sig om Fødselsdage og Tab i en Kreds eller om et Folks Følelser og Taarer. Uden for Lejlighedspoesien har han især dyrket den belærende Genre; hans Udgangspunkt er Parablen, og han kan naa paa den ene Side til Fabelen paa Vers, paa den anden Side til det religiøse Læredigt og Salmen. Hans Poesi har en fin Bouquet af Humor og Melankoli, ligeligt blandet, enten han skriver Børnedigte eller Kantater. Han arbejdede med strengere Forestillinger om Stilen end de samtidige Studenterpoeter, var en egentlig lærd Digter, der med ypperlig Sans for Effekt udnyttede den rige poetiske Arv fra Baggesen til Hertz. Han kunde i det samme Digt anbringe Reminiscenser fra Grundtvig og fra Heiberg og slap i Reglen godt fra det. Richardt kunde stundom skrive meget jævnt, men selv den sobre Stil virkede hos ham som frembragt ved raffinerede Interferenser. Oftest tyede han til udspekulerede Billeder og Omskrivninger, anvendte efterhaanden et helt nyt Leksikon af Kendinger. Som Versifikator var han meget fremragende; nærmest sluttede han sig til J. L. Heiberg og hans Skole. Richardt, der havde et fint musikalsk Øre, nynnede sine Sange til deres egen stille Melodi. Hans Vers er oftest sangbare, ligefrem beregnede paa at sættes i Musik, og han er en af vore mest komponerede Digtere. Men Finesserne i hans Sprogbehandling kommer bedst til deres Ret i de rent recitativiske Poesier. Richardts Digtsamlinger er en ganske rig Efterhøst fra Guldalderen, Tonen er ikke stærk, men fin; det er en Essens af mange Essenser. Richardt begyndte som Studenterpoet med lovlig lave Prætentioner; Aarene gav hans Digtning større Alvor og Inderlighed. Hans Formfylde og det ligesom til noget dybere lyttende i hans Aand gør ham til en af de interessanteste Skikkelser i den Tids danske Litteratur.