Granen den grønne er Bebudelsens Træ
paa Ødemark, paa Sandjord og Heder;
den varsler om kommende Løvskovs Læ —
det er den, som Lejet dem bereder!
Den drysser sine Naale i den fattige Jord,
saa rigere Skov-Muld dannes;
den viser fra sig selv hen paa Fremtidens Flor,
— Granen er Skovenes Johannes!
Nøjet med Himlens Manna-Kost,
den seer mod Bøgenes Sale —
holder saa ydmyg ud paa sin Post:
De voxe! mig bør at dale!
— Granen, som Johannes, hører Advents-Tiden til,
og peger paa det som skal komme;
men, lyser der fra Toppen en Julestjerne mild,
fortæller den: vor Ventetid er omme!
Om Bethlehems-Barnet hvisker den,
straalende med hundrede Kjerter —
begjærer kun at staa der som »Brudgommens Ven«,
der lyser Ham ind i vore Hjerter!