En Hær af Skyer
jager over Himlen
som Hundekoblet under Skyttens Pidsk;
nu taarnes de
til høje Alpetinder
med mørke Skygger
og med blanke Bræer.
Hvad er saa Skyen?
Næseborets Damp
fra Gangeren, den aldrig trætte Jord,
— og som en Damp
den atter vil forsvinde.
Men hine Skylag over Mennesket,
de tunge Tordensky’r af Nag og Harm,
hvis Mørkhed skræmmer os —
hvis Drøm er Gjenlyd
fra Sinajs Ørkenfjeld —
hvis Lyn er Glimt
af Flammesværdet om det tabte Eden —
dem splitter Stormen ej,
saalidt som Viljen;
de brydes kun af Lyset fra det Høje,
af et barmhjertigt, evigt Sole-Øje.