Vi er som vilde Heste
paa Pampas vide Sletter,
der kun sig selv vil raade
ved baade Dag og Nætter —
hvergang Guds Haand os vilde naae
i Spring derfra vi sætter.
Først fletted han af Ordet
sin silkebløde Slynge,
men ak vi haarde Halse
den følte som en Tynge;
vi sprænge den og fly derfra
i vild, ubændig Klynge.
Da byder han sin Engel,
naar Fangstens Tid er inde,
af lutter haarde Snore
en Løkke fast at tvinde,
af Sot og Savn, af Nød og Død,
at Sejren han maa vinde.
Men trodsig raser Fangen
og vælter sig i Fraade —
og seent først Hjertet lærer
at lade Herren raade;
dog er det Livets Lykkestund
at gribes af Guds Naade.