>Ved Indvielsen af
>Ved Indvielsen af
den polytekniske Læreanstalt’s nye Bygning
1. September 1890.
1. September 1890.
(Musiken af Johan Bartholdy.)
(Musiken af Johan Bartholdy.)
Første Afdeling.
Indgangs-Kor.
Vær hilset Du vort nye Hjem,
som luer i September-Solen!
Nu rejses atter Lærestolen
og samler atter alle dem,
som mod Naturens Dyb og Tinder
vil trænge frem med Faklen tændt,
og gjøre Lov og Element
til Samfundslivets Tjenerinder!
Din Nabo blev den Havegrund,
hvor man fra alle Verdens Kanter
indsanker Spirer, Løg og Planter,
og fostrer dem i hjemlig Bund —
saa vox omkap med Planteskolen,
vor unge Vidskabs unge Hjem,
og kald en fyldig Flora frem
som Ovnen hist i Pagt med Solen!
Flytte-Scene.
Røster fra den gamle Anstalt.
Vee os, man jager os bort,
alle os Anstaltens Smaa!
Vee, man behandler os haardt —
hvor skal et Fristed vi naae?
Vi, som gav Laboratoriet Duft,
vi, som var Sjælen i alskens Kemi,
vi som ej taaler almindelig Luft,
slænges paa alfare Sti!
Os, som de tegned fra Gry og til Kveld,
Møller og Broer og Pumper med meer —
vi, som saa trolig har tjent til Model,
hvad mon med os der nu skeer?
Mig, den berømte elektriske Gnist,
mig som fandt Vej over Hav, over Aas,
mig, hvis Forretninger aldrig har Rist,
slukke de vil som en Praas!
Vee os, man jager os bort,
alle os Anstaltens Smaa!
Vee, man behandler os haardt —
hvor skal et Fristed vi naae?
Anstaltens Nisse.
Hold inde Børn med Eders dumme Klage —
hvor I skal hen, det skal I faae at vide:
Fra denne Plads vi alle monne drage
til et Palads ved Sølvertorvets Side!
Vi flytte kun — forstaar I ikke Nytten?
Hold Jer parat, thi jeg er alt i Bøtten!
Hist, hvor Glaciet med dets grønne Liv,
lod Trommen gaa, og lod Sappøren tralle,
hvor Stadsgravs-Fiskeren fra høje Siv
med Jubel hented sig en eenlig Skalle;
hvor Østre-Anlæg lover Fred og Ro,
kun brudt af Spurvepip og klingre Toner
— dér knejser nu bag sine Fløje to
vor stolte Gaard med Gjenbotag af Kroner!
Lad saa den gamle Bygning bære Mos —
vi selv er dog dens bedste Flyttegods!
Og seer I ej, hvor Aander os ombølge:
skarpsindigt Snille, Forsker-Sind og Kløgt,
ihærdig Prøven af alt Uforsøgt —
med Lærdom, Flid og Broderskab i Følge!
De vise Vejen! svæve foran os,
lig Guido’s Genier paa hans »Aurora« —
saa følger jeg tilvogns lig Helios,
og svinger Huen over alt vort Tros —
afsted! der er periculum in mora!
Lodder og Bismer, og Linser og Prismer,
Kugle og Kegle, Penduler og Spejle —
Kolber, Retorter, i hele Cohorter —
Chlorsyre, Borsyre! Jod og Brom!
Jern og Chrom!
skynd jer paa Vognene, Timen er kommen —
Logarithme-Tabellen har jeg i Lommen!
— Her er endnu en Bøtte tom —
»Cartesius’ Djævle«, vil I med, saa kom!
men raab, saa det runger over alle Bøtter!
Hurra, Polytechnicum flytter!
Kor.
Saa Farvel, I gamle Sale,
I som og engang var ny’!
I som hørte Ørsted tale,
og fra ham fik Liv og Ry!
Thi saa dybt hans Gransker-Øje
sænktes i Naturens Skjød,
atter let og uden Møje
Tanke-Vældet mod det Høje
som med Springkraft Vej sig brød.
Tak for rige Lærer-Kræfter,
Tak for Hver, som Værket drev —
Ham som fulgte Ørsted efter,
og vor Jordbunds Saga skrev!
Godt, at Arbejdstimens Klokke
kimed sammen Fleer og Fleer —
Vidskabs Elv bar Lærling-Flokke,
skjøndt saa tæt som Tømmerstokke
pressed’ sammen meer og meer!
Recitation.
Tænk nu tilbage
paa Kjøbenhavn fra Anno Ni og Tyve,
da denne Skole var et nyfødt Land —
hin By med Porte, Cisebod og Tran,
med Tællepraas i Borgermandens Stage,
med »Caledonia« som Ene-Drage!
med Drikkevand fra Gadepostens Straaler
— med Kapervogn til Hastighedens Maaler!
en By med Steenbro, saare national,
saavidt den »bugted sig i Bakke, Dal«!
— hvor Kunst paa Friland var en eenlig Spurv,
hvis gyldne Frugter næsten
(naturligvis næst »Hesten«)
var Æblerne paa Gammeltorv!
Ja tænk tilbage,
og sammenlign hin Tid med vore Dage!
Jeg siger ej, at Alt er bedre fat,
men der er Meget, som er bedre
end hvad vi tog i Arv fra vore Fædre:
Tran blev til Gas og til elektrisk Blus,
Vandet blev Tindestiger — op til Kvisten!
og Koge-Gassen kom paa Køkkenlisten!
Drivremme kom i Gang, saa Mangt og Meget,
der søgtes udefra, nu er vort Eget —
selv Pantsersærken om en Sejlers Side!
Ja Kul og Damp tog fat, saa Alt fik Fart!
og, blev ej Luften som den rene Lilie,
hvor Tog ad Skinnevejen glide —
hver Jernvej meer, den sanker aabenbart
os Alle nærmere i een Familie,
og en Familie, der kan snakke sammen
heel frydeligt
pr. Telegraf, ja selv pr. Telefon —
at sige naar man taler tydeligt!
Og tænk paa vore Belter, vore Sunde:
Smakken blev Damper, Damperen blev Færge!
Bropillen muredes i Fjordens Dyb,
og Broen selv gav Gjenlyd
ej blot af Vognens Hjul og Hestetramp —
af Togets Susen midt i Bølgens Brusen!
mens trindt i Landet hele Bjerge
af Rug og Hvede tærskes, males, tørres
ved Damp!
Til denne vældige Forandring
gav Polytechnicum sit Contingent,
og — blandt os Danske — rigeligt som Ingen —
thi det er Tingen,
at hvor paa Land og Vand der skulde bygges,
udtørres, skaffes Vand, og lægges Skinner,
beregnes, lægges Plan, og Planen lykkes —
dér var det Mænd
fra vore Digler, vore Tegnebrædter,
som gik igjen. —
Thi endeløst mangfoldig som Naturen
er og vor Videnskab — er selv en Bygning,
der altid sætter nye Stokværk paa;
hvor der maa bygges til, hvis Tag maa løftes,
fordi dens Rum blev altfor, altfor smaa
til Mekanik, Fysik, Kemi —
til hvad der hører under corps de genie,
(Geognosi og Mineralogi —)
og alle disse andre »i’er«,
hvorom af visse Grunde helst jeg tier!
Kun Husets Grundvold, som det Hele bærer,
er gammel, mathematisk og solid:
To Gange To er Fire — kort Euklid!
Og det er egent for vort Studium,
at — mens det deler sig i mange Rum,
og bliver dermed ved foruden Ende,
vil dog dets Porte altid være tvende :
den ene vender ind mod Tankens Stilhed,
mod flittig Forsker-Værk, mod Diglens Lue —
den anden mod Maskiner, Damp, og Gas!
det har sin Indgang mod en Arbejdsstue —
sin Udgang mod den travle Arbejdsplads!
Slutnings-Kor.
Lad Slægten skride frem til Kamp,
mod større Maal, ad andre Baner —
thi Viljer løftes ej med Kraner,
og Hjerter renses ej ved Damp —
dog, hvor Naturens Kræfter tæmmes,
og Samliv lettes, Viden fremmes
som i vort Hjemland aldrig før,
vil og for Trællesind der dæmmes,
og Sump af Fordom lægges tør!
Thi hilse vi med Haab og Mod
vort Lærehjem, det nye, skjønne —
gid Flid og Forsken maa sig lønne
med rige Fund i Overflod!
Mens vort Aarhundred aftenrødes,
og frem i det som først skal fødes,
gid gavnrigt Værk maa her faae Flugt,
saa Danmarks Drot og Folk maa mødes
i Tak for denne Skoles Frugt!
Anden Afdeling.
See, hvor Jorden krænge maa sit Indre,
taale Geologens Spadestik!
Fjerne Stjerner, som i Natten tindre,
spejdes ud af mangt et væbnet Blik!
Dampens Trækdyr gjør af Mile lange
faa Minutter i sit stærke Trav!
Taletouget, Søens Kæmpeslange,
vinder sig i dybe Verdenshav!
Dristig Forsker-Aand og Tanke-Snille
tager i Forhør hvert Fortids-Spor!
Jorden bliver meer og mere lille —
Skaber-Aanden meer og mere stor!
Thi Alt, hvad Gransker-Øjet saae
paa Jord, i Hav, og Himmel,
var til, fra Jorden nyfødt laa
i Kloders rige Vrimmel!
var til fra første Morgenrød,
som Fosterliv i Moderskjød,
i talløs Stim og Stimmel.
Den Lov, som Newtons Storsyn vandt,
har virket alle Dage;
den Lysets Hast, som Rømer fandt,
har graa og gammel Sage;
og Tordenkilen, Ørsted greb
og til en Folke-Budstik sleb,
slog Gnister langt tilbage.
Ja, Jordens underfulde Text
vor Tanke rastløs følger;
den tyder Plantecellens Væxt,
den maaler Tonens Bølger —
men Livets egen dybe Grund,
dets første Gnist, dets Morgenstund,
bag tætte Slør sig dølger.
Thi være Tak og Hæder dem,
som reded skjulte Traade,
hver Forsker i vort Fødehjem,
som løste Lovens Gaade —
men Knæfald Ham, som Loven gav,
som risted hver en Runestav,
hans Børn fik Magt at raade!
Lysets Fader, Aanders Aand
sidder end ved Livets Kilde,
virker aarle, virker silde
med almægtig Kunstner-Haand:
Naar hans Højre Buen fører,
Verdner sig som Sandkorn rører
i en evig Klangfigur —
og hans Øre Lovsang hører
fra en ny Natur!