Johan Nicolai Madvig
(Til Afsløringen af hans Buste.)
(Til Afsløringen af hans Buste.)
Fra Østerhavs-Øen med Klipperne graa
han arved vist meer end sit Mæle —
en Bjergmandens Drift til i Dybet at gaa,
og granske hvad dér sig mon fjæle!
en Lyst til at stige hos Sømærket op,
og veje hver Sejler paa Bølgens Top!
Thi Malm har han hakket i Hellas og Rom
og udskilt og smeltet den nøje!
Og Spejden og Selvsyn har grundet hans Dom
om Alt hvad der kom ham for Øje!
Og tidt har en Lysning fra Tankernes Lyn
gjort Kikkert og Loup’ af hans svage Syn.
Kunstfærdig som Bien og travl som en Bi
han fremstilled Sprogenes Celler,
hvis Honning er Oldtidens Kunst-Poesi,
hvis Voxtavler Frasagn os melder!
Men aldrig han glemte for Cellernes Lag
den Rigdom, der gjemtes bag Kubens Tag.
Og var han Latiner — en Romer han blev
i Retsind! i Uegennytte!
Dog dybest en Dansk, som paa Jevnhed har Brev,
og aldrig sin Hytte vil bytte!
hvis Hjerteslag føltes i Skrift som i Daad,
og kjendtes i Kongens og Folkets Raad.
— Saa tag da din Plads her hos Højskolens Mur,
Du selv har jo højnet dens Sale!
Din stilleste Granskning i Tænkerens Bur
gav Lyd over Bjerge og Dale —
og fribaaren Forskning »i Sandhed og Aand«
den har i dit Billed sit Klædemon!