»Tør jeg besvære Aftenposten
med ringe Raad imod Kighosten
stød Nelliker en Morgen smaae,
kom dem i Mjød, og drik dem saa!
Hvis du er ikke inden Aften,
som om Du aldrig haver havt’en,
saa kan du sige allenfals
Hr. Medicus, Løgn i jer Hals!«
Wessel
Den Wessel, som besværed Aftenposten
med ringe Middel mod Kighosten,
han selv har været allenfals
en Medicus — ret paa en Hals.
Det danske Publikum er Patient.
Det er omtrent,
som Holberg aldrig havde levet,
som Peder Paars var aldrig bleven skrevet,
og tæt groer Mosset om Melampe’s Steen.
Det stive alexandrinske Versefalds
forlorne Heltesprog har Folk fornøjet —
de slemme Fiskebeen,
dem har man faaet i den gale Hals:
man hoster, stønner, og faaer Vand i Øjet
ved Sørgespil, hvis Pathos halvt er løjet —
ved Rhetorik, som al Natur forvansker,
og lader Dyd og Elskov trække Handsker —
kort sagt,
de høje franske Hæle er i Mode
og er en Magt.
Da hitter Wessel paa en Curmethode,
en Slags poetisk Homøopathi:
Mod Sørpespil sit Sørgespil han sætter,
med baade Helte og Heltinder i,
med Skjæbner, Anelser, og Elskovs-Trætter
(og en Velsignelse
af dybt indfiltret Lignelse) —
men Heltene han »støder ganske smaa«,
og kommer sligt et Qvantum Mjød derpaa
af Højt og Plat,
rørt sammen med en Dosis spiritus vini
af Scalabrini,
saa at
hans Publikum, da det sin Sygemad
serveret faaer i Mettes Ærtefad,
er næsten ved at dø af Latter —
og selv om det kun halvvejs Tingen fatter,
er for Cothurne-Sygen »inden Aften«
cureert »som om det aldrig havde havt’en«.
— Hin Wessels »strømpeløse Kjærlighed«
er nu en hundredaarig Herlighed,
som end gjør gamle Karle unge,
og som har Mundheld lagt paa Slægters Tunge.
Mens han lod Andre løfte Skræp —
med Parodiens myge Hesselkjæp
han svipped bort hver pralende Tirade,
— og svipper ganske godt endnu
hvert ha! og hu!
skjøndt ej han træffes meer i Sværtegade.
Han var en nøjsom Mand med ødselt Lune,
— maaskee en Arv fra selve Tordenskjold —
der tog og tager Smil med Vold,
og puster om hver skæv, høj benet Rune.
Vel Skade, at hans Normands-Vid, det rige,
kun strømmed over i et Øjeblik,
og var — man kunde næsten sige,
som Gaffelen der kom og gik!
Men synes det kun lidt, hvad han os gav,
og næsten leget,
det Lidet var til Sundhed meget,
og nok til ham at takke i hans Grav.
Godt for vor danske Kunst,
at han en Ewald fik ved Siden —
de fulgtes og de følges gjennem Tiden.
Nu har hos Ewald Wessel Hvilested,
hos ham, et dybere, et større Riges
udkaarne Skjald — i Mindets Fred
Smilets og Taarens Genius forliges.