Christian Richardt (1831–92)

Da Hegel engang laved Puns,

og Punschen just var i sin Vorden,

forstod han først rigtig tilbunds

den højere logiske Orden;

han saae, hvordan Sukker og Rom

gik op i en højere Sfære,

og flux til den Visdom han kom,

at Alting man bør mediere.

Selv Kant havde megen Respekt

for alle en Ruus’ Konsekvenser,

og derfor han udtalte kjækt:

»Fornuften har og sine Grænser!«

Ja sige vi maa til hans Pris,

han filosoferte ved Bollen!

Thi derfor begribeligviis

han snakker saa meget om »Sollen«.

Og Fichte, han sagde som vi,

med Blikket paa Vindrue-Saften,

at man skulde »gjøre sig fri« —

forstaar sig: om Løverdag Aften!

Paa Øl og paa Vin var han klog,

og Disken var ej af hans Tanke,

men i sit barbariske Sprog

saa kaldte han »Disken« en »Skranke«.

Naar Folk sagde, Punschen var stærk

og tilmed i rigeligt Kvantum,

Cartesius raabte: Bemærk,

de omnibus est dubitandum!

Han selv vilde grunde sin Dom,

han selv vilde smage dens Kræfter,

og smagte til Bollen var tom —

kom Venner, og følger ham efter!