Kirsten Piils
indledende Recitativ
indledende Recitativ
Godkvæld Godtfolk fra Land og fra By!
Velkommen i mine Bøges Ly!
Og om I end møde med vantro Smil, —
jeg er dog alligevel Kirsten Piil!
Man siger jeg var kun en Bondepige —
det skal I dog ikke tro saa lige;
nej, det er mig som i Kilden boer,
som leder dens dybe, lønlige Spor,
hos hvem de fik Næring, alle de søde
Blomster smaa, de blaa med de røde,
hele Vrimlen,
hver Anemone, hver Viol,
hver lille Stjerne, hver lille Sol,
som vinker og blinker fra Skovbundshimlen!
Jeg kjerner iløn Vorherres Snee,
jeg vander Hjorten i Skovens Tykning
eller hjælper paa Mosekonens Brygning, —
og har sjeldent Stunder at la’e mig see.
Kun dem som elske, kun dem som sørge,
som bange komme til mig og spørge,
om jeg kan svale hver Længsels Brand,
dem rækker jeg al den Trøst, jeg kan, —
det Andet la’er jeg Opvartningspigen besørge:
Hele den velmeriterede Stok,
som laver mit Kildevand om til Grog,
som kun vil ha’e Noget for deres Penge,
for dem jeg skjuler mig dybt og længe.
Hvi er jeg da her? — Hvor kunde jeg Andet!
Der var saa mange fra Kjøbenhavn,
der kaldte paa mig i Fremtidens Navn;
og, skjøndt jeg har været hemmelig bange
for at Vandværksfolkene skulde mig fange —
hvor kunde jeg Andet,
jeg, som har mine Frænder smaa
i Jordens allerlønligste Vraa,
hvor flinkt der hamres, hvor tyst der vaages,
hvor Fortid sigtes, hvor Fremtid koges!
Jeg troede, I vilde høre lidt
om Danmarks Fremtid, hvor I skal søge
den Kraft, som kan løve gamle Bøge,
hvor I skal finde det Livsens Vand,
som en vejrslagen Stamme forynge kan;
Nu seer jeg nok, jeg har taget fejl —
ej løfter jeg Sløret for Fremtidens Spejl;
jeg og Gjøgen i Skovens Hvælv,
vi gjemme vor Visdom for os selv.
Ej heller om Fortiden tør jeg tale,
ej om hvad Øresundsbølgerne tyst
har fortalt om Heltenes blodige Dyst;
ej om den skjønne Dronning Mathilde,
som fløj gjennem Lunden og aldrig hvilte;
ej om den Trækfuglskare fra Nord,
som har hilset mit Væld i Ynglingekor —
thi måned jeg alle de Minder frem,
jeg aabned vel Fremtids Dør paa Klem; —
Men skal det være Skov, og skal det være Kilde,
og skal det være Bakke, og skal det være Gilde,
saa faaer jeg vel tro, det er Sankthans,
og finde mig i en lystig Dans!
(Synker i Jorden.)