Jeg glemmer aldrig, hvor den Dyst var haard,
dengang min Lille havde Strubehoste!
Jeg husker Alt, som om det var igaar —
med Smaating som, at Hængelampen oste.
Jeg seer min lille Piges hvide Seng,
Skærmbrædtets Storkebeen — og Billed-Mappen!
Jeg hører Taget i vor Klokkestreng,
og Lægens — Redningsmandens — Trin paa Trappen.
Jeg glemmer ej hendes Stønnen,
de underlige brudte Lyd —
længe den fulgte mig i Søvne,
da Alt havde vendt sig til Fryd.
Der var kun et eneste Middel,
om Barnet skulde gaa fri —
i Struben maatte hun skjæres,
— de kalder det Tracheotomi!
Hører Du, skjæres skulde hun,
og jeg skulde see derpaa,
jeg skulde holde hendes Hænder,
de søde velsignede smaa!
Jeg skulde holde hende rolig,
det gjaldt jo Barnets Liv —
jeg seer endnu hendes Rædsel
for Lægens blinkende Kniv.
Jeg seer endnu hendes Øjne,
der raabte mig imod:
hvor kan Du være saa grusom,
Du som er mig saa god!
Jeg kunde det ikke taale
og vendte bort mit Blik —
men fast jeg holdt hendes Hænder
som i en Skruestik.
Ak, da det saa var over,
og Røret var bragt ind,
og atter hun kunde aande
og fange Smil paa Kind —
Da brast den Taarekilde,
jeg havde sanket paa —
mit elskede Barn, min Lille
frelst mod min Skulder laa.
Nu er hun stor og voxen, kjøn og flink,
og hendes Blik det taaler jeg at møde,
— men tro mig Knivens Od, som før dens Blink,
fik ogsaa Faderhjertet til at bløde!
Tidt har jeg tænkt om Dysten, jeg holdt ud,
om al min Haardhed trods den Lilles Smerte:
Saa grusom er mod os vor Frelses Gud —
fordi han har et evigt Faderhjerte!