Christian Richardt (1831–92)

Det graaner, det skumrer om baade Land og Strand,

November-Taagen dækker for Synskredsens Rand,

hvor trænge vi til Solskin, vi Store med de Smaa,

til Lys fra det Høje i Taagerne graa!

Hvad har vi tilbage fra Danmarks Sommertid?

Kun blegnende Minder, kun bitter Kiv og Strid!

Et Løvfald af Forhaabning i gul og falmet Dragt —

og saa efter Morskab en endeløs Jagt!

Vi jage, vi Danske, saa hidsigt vi formaa,

for Øjelyst at ramme, for Ørelyst at naae —

en Jagen og en Legen, der ender tidt med Graad,

med søvnbunden Villie, med Vanmagt til Daad.

Det gaar som paa Lyø, da Volmer var paa Jagt,

han jaged’ og han jubled’, til Søvn ham tog med Magt —

og dybt i Søvnens Arme, han faldt i Fjendevold,

og Sejr og Kongeglæde veg bort fra hans Skjold.

Om Fædrenes Grave vi bænkes fjernt og nær,

beruser os i Gravøl, som det var Heltefærd;

det Liv, der skulde leves, det drømme vi bort —

til Livets bittre Fjende ombaster os haardt.

— Saa flokkes I Unge! hvor Næring bydes til,

hvor ikke Løgn og Avind endnu har vundet Spil!

Og lær med Kløgt at pløje den fædrene Jord,

og Danmark at elske med meer end med Ord!

Men lær og at vandre den korte Livets Dag,

med Foden fast paa Jorden, men under Himlens Tag!

saa Lyset fra det Høje maa varme Bondens Bryst,

og alle gode Spirer fuldmodnes til Høst!