Mindes Du, hvor Moders Mund
har Dig kysset stærk og sund,
hvor hun hygged om sin Dreng,
stemte mildt hver Hjertestreng —
Ak, men der er mange, mange,
som i Barnehavens Gange
kun fik Tidsel-Stik,
kun har lært at være bange
for en Drankers Blik.
Mindes Du, da syg Du laa,
Moders Haand Du kunde naae!
Lægedom blev Barnet rakt,
Kjærlighed holdt Nattevagt —
Ak, men der er mange, mange,
som i Kamre, kolde, trange
selv sig skjøtte maae,
og i Nætterne de lange
vælter sig paa Straa!
Mindes Du, da første Gang
Moder tog Dig paa sit Fang,
lærte Dig det »Fader vor«,
Du vil evig takke for —
Ak, men der er mange, mange,
som kun hørte stygge Sange,
Eder, Løgn og Skraal,
Børn, hvem Bøn og Salmeklange
er som fremmed Maal!
Kan Du maale op i Sum
Barnehjemmets Hjerterum?
høres ej som Klokkelyd
seent i Høst af Hjemmets Fryd!
Ak, men der er Smaafolk mange,
som af Danmarks rige Vange
kun fik Mosegrund —
bar den Ax, saa var de svange,
Kjernen aldrig sund.
Du som selv har havt et Hjem,
led de arme Smaafolk frem!
Vid dit Hjerte, gjør det stort,
til for dem Du lidt har gjort!
Riv dem ud af Gydens Hære,
fød dem, varm dem, lad dem lære,
hvad et Hjem dog er —
hjælp dem til en Gang at være
gode Mennesker!