I.
Grumme Krig! Dit Lyn, din Torden
slaar en Ungskov ned —
tom er dog den Drøm paa Jorden
om en evig Fred.
Folke-Had sin Sejd vil galdre,
Kjedlen sprude Damp —
indtil nye Verdensaldre
fødes gjennem Kamp.
Krig — den onde Kvind, som lønner
Mod med Død og Graad —
blev dog Moder til de Sønner:
Manddomskraft og Daad!
avled dog et Kuld af Helte,
som ej glemmes vil —
og fik Hjerter til at smelte
som i Offer-Ild.
Og i blodbestænkte Lejre
er en fredlyst Plet —
dér skal Broderskabet sejre
mellem Adams Ætt!
Hvor en saaret Rytter stønned
hos sit døde Hors,
ved Sedan, paa Balkan skjønned
han paa »Røde Kors«.
Lægedom for Ven og Fjende —
det er Korsets Skrift!
Hjælp til Bruddet at forbinde,
Hjælp mod Blodets Gift.
Danmark, Du som selv laa saaret
efter Kampens Brag,
ogsaa Du har fremad baaret
Røde Korsets Sag!
Længst om Land ad stille Veje
»Søstre« kom og gik;
kyndig Hjælp og kjærlig Pleje
Tak og Tillid fik.
Dvæl i vore Bøgesale
dyrekjøbte Fred!
Men, skal Kampens Hane gale —
»Korset« følger med!
II.
Rul frem din Baare, Røde Kors,
mod mangt et brustent Fadervors
forpinte Klagelyd!
Blandt Kuglers Hvin, Granaters Brag
lad kjendes Duens Vingeslag
i baade Nord og Syd!
Rul Haab og Lise trøstig hen,
mod Fjende snart og snart mod Ven —
men kommer Fredens Stund igjen,
tag den som bedste Fryd!
Dit Vaabenmærke fik Du fra
vor Frelsers Kors paa Golgatha,
fra Ham, Alverdens Fred!
fra Ham, der gav det store Bud,
det Spejl af en barmhjertig Gud:
Dræb Had med Kjærlighed!
Han hjælpe os paa blodig Jord
at gaa i Samaritens Spor,
og elske meer end blot med Ord —
med Lægedom og Fred!