Ved Studenterforeningens Bal
21. April 1888
21. April 1888
Hvad er dog din Mening, vor gamle Forening,
iaften for Damer Du aabned din Bo!
De ny’ Elementer af Kvinde-Studenter
vil grundig forstyrre din Fred og din Ro!
Med rødmende Kinder de Filolog’inder
vil sætte til Vægs hver en Storfilolog;
han finder sin Bane, han sænker sin Fane
for Øjnenes talende Volapük-Sprog!
Og som Mediciner med rolige Miner
paa Pulsen hun føler den bævende Svend;
»Det er paa min Ære en Hjertefejl, Kjære!«
Et blidt lille Haandtryk — han aander igjen!
Og Theologien — hun kigger blot i’en,
fra Vuggen hun kan jo den halve Ethik!
Og Mangt vil hun klare ved Ja blot at svare,
— den Kirke-Historie hun kan paa en Prik!
Og hvilke Jurister! Blev Modparten bister,
en klingende Latter — han taber sit Slag!
Ja, tør hun for Retten ej afgjøre Trætten,
et Indlæg af Smil — og hun vinder sin Sag!
Og Mathematikken — put den kun i Fikken,
giv Afkald paa Ramus, slaa Streg over Steen!
At To just er Tvende hun slaar overende —
Nej elskende To, de er Et, de er Een!
— Forening, Forening, hvad var dog din Mening,
Du lukked jo op for den vingede Gud!
Dog skeet er forsilde — han er her den Lille —
spil op Musikanter, saa danser vi ud!