Hvem er han? spørger Folket,
som har ham hørt og seet —
er han en anden Døber?
en gjenopvakt Profet?
— Og Tusindaar er rundne,
om ham der end er Sag:
Hvem er han? spørger Verden
endnu den Dag idag.
Er han en sjelden Vismand
lig Sokrates, hin store,
som har i Sandheds Skakter
Guldlejer kunnet spore?
der med sin Død besegier
hvad Aanden har ham hvisket —
men som af Syndens Havdyb
kun kjender Bølgepidsket!
Og er han vel en Buddha,
der Kongekronen vrager,
og under Svøbens Susen
al Livets Lyst forsager?
der svale vil og læske
hver Sjæl, hver Blomst der brænder —
men famler dog i Taager,
og veed ej, hvor han ender!
Er han en skriftklog Rabbi
lig dem der højest gjælde:
idag med dybe Syner,
imorgen Bogstav-Trælle!
der drøfte slige Spørgsmaal
med al Forstandens Magt:
om nydes tør et Hønseæg,
paa Hviledagen lagt!
Og er han vel en Moses,
en Kæmpe i Guds Vælde,
der gjør med Lovens Tavler
Guds Folk af bange Trælle?
der brænder i sin Vrede
med Ørken-Tjørnens Flamme —
men som i Troens Prøve
dog selv maa staa til Skamme!
Ja, vel er han en Kongesøn,
der gav sig hen at tjene —
og vel hans Folk har villet ham
som Gudsbespotter stene —
og vel har han i Templet lært,
og veed hvad der staar skrevet —
og vel er han i Ørken-Kamp
en Sejerherre blevet —
og dog er alle hine,
selv den som Loven skriver,
og taler ud det store Bud,
hvis Fylde Jesus bliver —
mod Ham kun høje Stjerner,
der klart i Natten skinner,
men alle tabe Glansen,
naar Dagens Lys oprinder!
Thi Verdens Lys, det er han,
af Evighed oprundet,
det Lys, ved hvem vort Øje
har Fader-Øjet fundet —
en Sol foruden Pletter,
som aldrig slukkes ud!
i Adams Kjød et Afpræg
af Himlens hellige Gud!
Og Verdens Liv, det er han,
hvem Slægt paa Slægt skal møde —
den førstefødte Levende!
den gjenopstandne Døde!
Vor Dør til Naadens Rige!
og Svar paa al vor Bøn!
just hvad hans Vidner sige:
Guds Salvede! Guds Søn!