Vor Tro, den er vor Fortids Arv,
den stander ej alene —
en tusindaarig Eg, hvis Marv
end skyder friske Grene!
Den var min Fader Livsens Frø!
i den jeg saae min Moder dø!
I Fædres Skygge groer jeg —
men ikke derfor troer jeg.
Med Verdens Visdom, fjern og nær,
jeg mødtes efter Evne;
og Tidens travle Spotterhær
har ogsaa sat mig Stævne.
Men Verdens Visdom var saa kold,
og al dens Vantro var saa gold,
dens Trøstløshed erfo’r jeg —
dog ikke derfor troer jeg.
Men da jeg laa i Synd og Skam
og fik mig selv i Tale,
da har jeg klynget mig til Ham,
som gik i Jordans Dale!
Og intet Aasyn var som hans,
Guds eget Væsens fulde Glans
trods Korset og dets Smerte —
han fyldte mig mit Hjerte.
Og da jeg saae i Verden ud
og øjned lutter Taager,
Han lærte mig der er en Gud,
som over Mulmet vaager!
som styrer gjennem Røg og Brand
sin Tugts, sin Naades Tvillingspand
mod Maalet i det Høje —
han salved mig mit Øje.
Og da jeg tankeløs og tom
flød med paa Døgnets Skuder,
og dansed med de Andre om
de gyldne Verdensguder,
Han rørte med sin hellig’ Aand
min vrange Viljes svage Vaand,
til Stav der blev af Sivet —
han gav min Villen Livet.
At tjene Ham er idel Fred,
endog ved Afgrundsranden!
Og just fordi saa vist jeg veed,
at han og ingen Anden
er Kjærligheds og Sandheds Sol,
og har en evig Kongestol,
derfor til Korset svor jeg —
derfor paa Christus troer jeg.