Christian Richardt (1831–92)

Solen sank, og Vinden taug,

Stilhed aander Land og Hav,

tyst blev ogsaa Lundens Kor, —

saa Godnat, Du tause Jord!

Blændværk er dog al din Fred,

kun et Skjær i Vesterled!

skriger ej fra Nattens Favn

Synd og Ufred, Sorg og Savn?

»Tys, tal sagte, sagte Søn?

Styrr mig ej min Aftenbøn!

Naar min sidste Sol gaar ned,

luttres ogsaa jeg til Fred.«