I Nøddegangen ud mod Hvedemarken,
hvor selv den mindste Kvist slaar ud i Grønhed,
der findes midt i al den unge Skjønhed
en nøgen Stengel, tør og haard i Barken.
Paa den vil Solen kun forgjæves skinne,
paa den vil Regnen kun forgjæves falde,
paa den vil Fuglen kun forgjæves kalde,
— dens haarde Skorpe lod sig ikke linde.
Der staar den, bar paa Løv, af Døden stivet,
kan ej paa Buen være med at hvælve,
kan heller ej i Nordenvinden skjælve,
— den mangler Safterne, den fattes Livet.
— Godt, om et Hjerte end formaar at bæve,
og banke og af Frygt og Længsel raabe —
thi kan det skjælve kan det ogsaa haabe,
og paa sin Lykkes Løvværk trøstig væve.