Du Landmand, Skytte, Landsbypræst,
men fremfor Alting Sanger!
der stundum red den høje Hest,
men heller traved uden Blæst
og var i Bindestuen Gjæst, —
hos Fisker og hos Pranger!
hav Tak for hvert et trofast Ridt
i »Messing-Jens’« solide Tridt
alt paa din jydske Ganger!
Ja, naar med Bøssen ud Du gik,
Du meer end Ænder skytted:
med klart og vaagent Digterblik
Du ramte lige paa en Prik
Enhver, som Du i Sigte fik,
hvor godt han end sig hytted!
Mens Heden hørte Knaldene
— Du Nimrod mellem Skjaldene —
blev rigt og dobbelt Byttet.
Thi Lyngens Studekjørere,
og Byens Lektie-Hørere,
og Hyttens Hosekræmmer,
og Kjeltringpak og Standsperson,
og Rasseborres Kraft-Dragon,
hvem Ingen af os glemmer —
det var dit bedste Fuglevildt,
dem putted Du i Tasken snildt,
i Sjælens tause Gjemmer.
Ja Jyden i hans Vadmelskoft
Du tegned lunt og stille, —
men løfte ham fra trange Toft,
fra Thevandsknægt og Gumleskoft
mod Himmelbjergets Højeloft,
tilvejrs fra alt det Lille —
til Agt paa lummer Søndenvind,
til Vagt mod Tidens onde Spind —
see det var det, Du vilde!
Og svulmet har dit Sangerbryst,
trods Tranghed nok i Hjemmet!
I Fædres Jord Du groede tyst
og løfted højt din danske Røst —
men ingen menneskelig Kyst
Dig tyktes fjern og fremmed!
Af Lærken lærte Du dens Fløjt,
men bygge lavt, og hige højt,
den Kunst har og Du nemmet.
— Hav Tak, Steen Blicher, Fattigmand
i Landsbypræstens Kjole!
Hav Tak, at Du trods Ahl og Sand
din Hede-Plantning fik istand,
som uberørt af Tidens Tand
sig end i Lys kan sole!
Din Folke-Digtning sjælfuldt sand
har længst Dig gjort til Oldermand
for Laugets yngste Skole.