Hvor Brændingerne hvide
slaa op om Klittens Sand,
dér mærkes Danmarks Side
af Havets Rovdyrstand!
Af Steen og Tømmerstokke
maa Høfder skydes ud,
at Bølgen ej skal rokke
den Arv, vi fik fra Gud.
Men hist hvor Bølger løfte
sig om vort søndre Leen,
dér har vi trængt til Høfde
af meer end Stok og Steen:
til Mænd med modig Pande,
af djærv og mandig Røst,
som mod de stærke Vande
bød frem sit aabne Bryst.
Slig Kæmpe var Hans Kryger,
saa trofast og saa fast;
i Storm og Tordenbyger
med Brændingen i Kast!
den Sidste til at græmme
sig over egne Tab,
den Første til at gjemme
sin Arm i Ulvens Gab!
Gud give hist os Helte
af samme Malm som han,
der ikke la’r sig vælte
af graadigt Tidevand!
der, hvad end Ravne skræppe,
ej flytte sig en Fod —
da skal det vorde Ebbe,
hvor længst har været Flod!