Flyv ud mit Korn i Mulde,
ligg lunt i Storm og Kulde
ved Jordens Moderbryst!
I Nætterne de lange
sug Kraft og bliv til mange,
og vaagn ved Lærkesange,
naar atter det er lyst.
Og di saa Dybets Kilde,
og drik i Skyens milde
vaarlige Skaal Dig mæt!
Nej smukt, mens Du er liden,
og gyldnes saa med Tiden,
saa det kan kjendes siden,
Du er af Solens Ætt.
Hist Kirken staar, den hvide,
der faldt i Ungdomstide
en Sæd til Sjælefred.
I Sædekorn fra oven!
Skyd gjennem Ukrudskoven,
lad ham med Hestehoven
ej trampe Eder ned!
Sug Kraft af Daabens Kilde!
I Angerstaarens milde,
strømmende Flod Dig to!
Og naar det i mig fryser,
og naar mit Hjerte gyser,
faae Lys fra Ham, der lyser,
saa det er Sæd til Tro.
— I Frø, som nys blev jorded!
Og I, som kom i Ordet,
til Hvile i mit Bryst,
I skal jo begge nære,
I skal jo Brød mig være —
saa voxer til Guds Ære,
til god og gylden Høst!