Over Hebrons grønne Dale,
over Hyrdelejrens Telte
Kvelden sænker sine Skygger;
Bjerget luer dunkelrødt.
Trindt om Brønden er der Travlhed
med at vande Faar og Geder;
unge Mødre sladdre lystigt,
medens Smaabørn sove sødt.
»Held os, Kværnen ej staar stille!
Vi har Korn for tyve Dage, —
inden den Tid Jakobs Sønner
bringe meer fra Nilens Bredd;
mildnes vil Ægyptens Herre,
naar han seer de skjønne Dadler,
al den Myrrha, al den Balsam,
vore Æsler havde med.«
— Men hvor Terebinthen skygger
over Høvdingsteltets Flige,
sidder gammel, mæt af Dage,
Jakob, ene med sig selv.
Mere hvidt end Kjortlens Folder,
hvidere end Hovedklædet,
bølger over Brystet Skjægget,
blankt som Skummet i en Elv.
Øjet fæster han mod Jorden,
det seer ud som om han tallte
Palmemaattens tætte Fletværk
Led for Led til Tidsfordriv;
men det Fletværk han forfølger,
det er det, hvis Led er Timer,
som har Aar og Dag til Linjer,
og hvis Heelhed er et Liv.
Dagene forbi ham glide:
fra han fly’de Faderteltet,
fra hans Hyrdetid ved Euphrat,
til han mødte Broder sin;
fra han færdedes ved Sichem,
til hans Kummers-Aar i Hebron —
Hvor er Rachel? Hvor er Joseph?
Ak, og nu min Benjamin!
Hvorfor er jeg dog saa ussel!
Hvorfor mægter ikke Haanden
længer styre Mulens Tøjler;
— ak, da laa jeg ikke her
sammenkrøben i min Hule,
lig en gammel tandløs Løve,
hvem det unge Kuld maa bringe
Føden, den han knap er værd.
Mirjam, Aksa! Piger alle!
Er det tyst endnu i Sønder?
Ingen Støvsky, ingen Raaben?
»Fader, vent dem ej i Kveld!«
Vent dem ikke — altsaa vente,
vente det er hungre, tørste,
vente, det er som at læskes
ved et stængt og stoppet Væld!
Og med dybe Suk han hvisker:
Reder da mit Leje, Piger!
— Men lad Svende holde Udkik,
tænde Blus ved Dam og Brønd.
Bring mig Benjamins den Yngste,
at min Haand ham kan velsigne,
led mig saa til Alterstenen,
at jeg holde kan min Bøn!
Og paa Sønnedøttre støttet,
løfter han de trætte Hænder,
løfter saa med dem sit Hjerte
til sin Fader Isaks Gud:
Herre, som til denne Time
har os rigeligen mættet,
fri min Sjæl fra Angstens Tørke,
skik med Morgenduggen Bud!
Og han seer mod Nattens Himmel,
seer de samme Tvillingstjerner,
som har svaret ham saa ofte,
naar han spurgte dem om Vej;
og det tykkes ham, de blinke
tindrende som Josephs Øjne.
Vaagen drømmer han om Joseph,
halve Nat han slumrer ej.
Morgensolen klar oprinder
over Hebrons grønne Dale;
al den vante Larm i Lejren
voxer dobbelt op igjen.
Fryderaab i Luften skingre:
Eja, der er vore Brødre,
Eja, der er vore Fædre,
Eja, der er vore Mænd!
See, hvor langt sig Toget vinder
frem i brudte Slangebugter —
der er Vogne med ifølge,
Himmel, om det ej var dem,
om det var en Kjøbmandsskare,
Nej, o Nej — de svinge Lansen,
seer I Juda’s sorte Fole,
seer I? — O velkommen hjem!
Og der viftes og der vinkes,
og der favnes og der kysses,
og der frittes og der spørges,
de kan aldrig høre nok;
og de kostelige Vogne,
Hjulene som gyldne Sole,
de beføles, de beundres
af den hele Hyrdeflok.
— Men bag Teltets tætte Folder
slumred end den Gamle rolig,
da til deres Faders Leje
Jakobs Sønner stille treen.
Lyset vækker ham af Blunde,
og da op han slaar sit Øje,
seer han Benjamin, dem Alle —
ak, nu fattes der kun Een!
Dog har Gjensynsglæden Magten.
»Fik I Korn?« den Gamle spørger.
»Tifold meer end vi begjærte:
Korn og hver Ægyptens Skat!
Ja, thi Landets høje Herre,
Fader, det er — Ordet tøver —
det er Joseph! Joseph lever!«
Blegner da den Gamle brat.
Stum paa Sønnerne han stirrer,
al den gamle Smerte vaagner,
Saaret bryder op med Vælde,
men i Øjet skrevet staar:
Joseph lever! Vanvidstale!
Lever Rachel, lever Lea,
kan de Døde gaa af Grave, —
slaa mig ikke Saar i Saar!
»Fader, see de rige Gaver,
disse Tæpper, disse Vifter,
denne Kjortels Purpurbræmme!« —
Ingen Kjortel vil jeg see!
Engang har jeg seet en Kjortel,
bræmmet af hans Blod det røde,
selv I bragte mig den blodig,
hvilken Rædsel, hvilken Vee!
»Fader, Fader, vi bedrog Dig,
vi har solgt ham til Ægypten.
Gedekiddet lod vi slagte,
dypped Kjortlen i dets Blod!«
— Vildsomt Gubbens Tanker blandes:
Sælge Joseph til Ægypten,
kjøbe Korn — og sælge Joseph,
hvordan fik I dertil Mod!
I bedrog mig! Blus og Bleghed
brydes i den Gamles Aasyn.
I bedrog mig — kan I ikke
da bedrage mig igjen!
Fadervredens sære Kræfter
rejser ham af Lejet — Haanden
løfter han som til Forbanden, —
synker i det Samme hen.
En Erindring har ham lammet,
en Erindring fra hans Ungdom:
Hvem lod Gedekiddet slagte
og en Løgn om Haanden bandt?
Hvem misundte vel sin Broder,
hvem bedrog sin gamle Fader, —
Jakobs Røst til Esaus Hænder!
— Herre, hvor Du husker grant!
Som et Marmorbilled hviler
han i sine Sønners Hænder.
Men da op han slaar sit Øje,
længer ej han tvivle vil:
Juda vinked: sorte Slaver
neje dybt for Josephs Fader,
og de gyldenblanke Vogne
lyse som en Glædesild.
Og en Taarestrøm der triller
fra de gamle, trætte Øjne,
og han hulker, smiler, laller,
som et Barn i Glæden ør:
Joseph lever, har I hørt det!
Raab det ned i Rachels Tue!
Joseph lever — jeg vil drage
hen at see ham, før jeg døer!