Alene vi gik i den grønne Skov,
Hun og jeg;
Alle smaae Fugle paa Kviste sov,
Vi hørte kun Gangerens trampende Hov
Fra den støvede Vei.
Saa tause vi gik under Stjernetavl
Den ganske Vei;
Alt blinkede Husets hvide Gavl,
Men jeg er nu saadan et underligt Skravl
Skal jeg sige Dig.
Da gjøede Hunden, som havde Vagt
Hjemmet nær;
Det gjaldt at tage Tiden iagt,
Og endelig fik jeg da Ordet sagt:
Det er deiligt Vær!
Men Præsten kom, og vi blev Tre
Paa vor Vei;
Han kom for tidligt, vil Du see!
Vi var og blev kun et Par in spe
Hun og jeg.