Alene vi gik i den grønne Skov,
hun og jeg;
alle smaa Fugle paa Kvisten sov,
vi hørte kun Gangerens trampende Hov
fra den støvede Vej.
Saa tause vi gik vinder Stjernetavl
den ganske Vej.
Alt blinkede Husets hvide Gavl,
men jeg er nu saadan’ et underligt Skravl,
skal jeg sige Dig.
Da gjøede Hunden, som havde Vagt
Hjemmet nær;
det gjaldt at tage Tiden iagt,
og endelig fik jeg da Ordet sagt:
Det er dejligt Vær!
Men Præsten kom, og vi blev tre
paa vor Vej;
han kom for tidligt, vil Du see!
Vi var og blev kun et Par in spe,
hun og jeg.