I.
I Flodlandet, Evfrat og Tigris’ Land,
nær Menneskehedens Vugge,
der rejste sig fordum Babels og Assur’s
pragtfulde Kongehjem.
Men Fjender kom over dem — de faldt;
Niniveh, den vældige, blev Pløjemark og Ørken,
Grusdynger dækkedes af fygende Sand;
Vilddyr bygged Huler over Søjlernes Tag —
det var som den aldrig havde været.
Om de mægtige Høje ved Nimrud
tumled i Aartusinder flygtige Stammer;
Araberen planted sit sorte Telt,
for Morgenen efter at rykke det op
som Børn deres Stikling —
Beduinen svang sin buskede Lanse,
klapped sin fuglelette Ganger,
men skjænked næppe Højen en Tanke;
og fandt han i Sandet en soltørret Steen
med underlige Skrifttegn i Leret,
nøjedes han med Raabet: Allah er stor!
Kun i en og anden fjernere Landsby
hvor Grund skulde lægges til et Hus,
og Spaden klang mod Alabast,
kunde Bonden staa stille og sige:
Her var Noget for Frankerne at finde,
og for os nogle Pjastre at vinde!
Da kommer Henry Layard til Mossul,
og fæster sit tankefulde Øje
paa Højderne ved Nimrud histovre.
Han veed, at i Khorsabad en Franker
fandt Mure med Billeder fra ældgammel Tid —
men i Nimrud maa Niniveh gjemme sig
lig en naalstukket Sommerfugl i Forskerens Skab —
det troer han, og han handler derefter,
begynder at grave.
Den græsklædte Slette ved Keglens Fod,
hvor ved Sommer det myldrer med Blomster og Telte,
blev forlængst en afsveden Ødemark;
en ussel Leerhytte har han til Ly
mod Vinterens Regn — og en Tidlang
er hans Fund kun Potteskaar og Mursteen;
dog, da han gjennem en Vold af Grus
og kullede Bjælker
naaer ind til et Kammer med udhugne Fliser,
med Billeder af Krigere og Konger —
er det som Sletten blomstrer op paany
med Tusindaars-Blomster!
Og atter prøver han hist og her,
lader Hjulbør og Spidshammer bane sig Vej,
graver som en Muldvarp sine Gange —
da skyder en Kolos sit Hoved af Sandet,
et vældigt Menneskehoved — og see,
det voxer af en vinget Løve —
»det er Nimrud selv!« raaber Arbejderflokken,
»en Afgud fra Syndflodens Dage!«
Og Guden, halv Dyr, halv Menneske,
vældig og majestætisk,
har sin Ligemand hinsides Gruset —
det er Indgang til et Kæmpepalads
fra halvtredie Tusindaar tilbage:
mellem disse vingede Løver
vandrede Assur’s Konger og Mænd
(dem saae og Ezechiels Øje!) —
og om al deres Færd i Krig og Fred,
om Belejring, Slynger og Skjolde,
om Stridsvogn, Kogger og Bue,
om Jagter og Offringer, Fester og Spillemænd,
fortælle de billedhugne Fliser —
det er som om Israels Krøniker
blev levende for Øjet.
Atter er det brændende Sommer,
og han afdækker andre Haller:
Kamre med Indgang af vingede Tyre,
Alter af hvilende Sfinxer!
Som et Barn der skal finde sin Juleklap,
vandrer han fra Sted til Sted
og sanker en altid rigere Billedskat: Guder og Konger!
hellige Dyr og hellige Tegn —
bedende Skikkelser ved Livstræets Fod!
Dog Tiden lider,
Ørknens graadige Horder begynde at sværme —
saa dækker han Alting til igjen,
og fylder med Jord de udgravne Gange,
at Ingen skal fristes til Skattegravning.
Men det Bedste af alle hans Herligheder
læsser han med uhyre Møje
under Trommers og Pibers Larm
paa Blokvogn af Morbærtræets Planker,
lodser dem ned til Tigris.
til vældige Tømmerflaader,
baarne som fordum Assyrernes
af luftfyldte Faareskind i Hundredevis,
Bagdad forbi, den Eventyr-Stad,
glider hans Last mod Havet,
mod en anden Eventyr-Stad, Kulbyen London;
under den britiske Dronnings Øjne
vaagne atter Sancheribs Løve og Tyr —
»dem tilbeder hun!« siger Kadien i Mossul.
Til Byrons Land kommer Sardanapal
— Niniveh bliver et Musæum.
II.
Slig Sandørk som hin i Flodernes Land
— men i Vidde vældige Verd’ner —
tykkes mig det mørke Hedenskab.
I Tusinder af Aar har Satans Yngel
tumlet sine vilde Gangere
over Sjælenes tilføgne Jord.
Steenhaarde Lag
af dyrisk Grumhed og Brynde,
af Tigrens Blodtørst og Slangens Træskhed,
taarned sig op under skiftende Slægter —
Dæmonernes Horder var Herrer.
Da kommer der en Dag en eenlig Mand
— en Livingstone eller en Gordon —
i hvem Lyset fra det Høje blev brændende,
og Aanden i hans Bryst siger: grav!
Lydig som Philippus paa Vejen til Gaza
tager han fat med Ordets Skovl,
med Ordets Spade, med Ordets Hammer,
det eneste Redskab han ejer.
Og han skovler og graver af al sin Kraft —
paa Sandhavet kjendes det ikke;
Dæmonernes Vingeslag svovle hans Aande,
Forfærdelse knuger hans Tanke.
Han seer dem tvinge en Dødsdømt til Dans,
han seer dem kaste levende Mennesker ned
i Gruben til den døde Høvding;
han seer, hvad Profeten længst har malet,
hvordan de hugge Ved af Træernes Grene,
af den ene bliver Brændsel, af den anden en Gud!
— mon en liden Indgang kan aabnes,
som ej strax vil fyge til igjen?
Der er dog vist Intet bag Sandet!
Men Aanden siger atter: grav!
Og med Haab imod Haab
sanker han sin sidste Styrke —
Under! Af Sjælenes Sandhav
kommer noget Vinget tilsyne,
endnu halv Dyr, halv Menneske,
dog en vinget Længsel mod Lys!
en Indgang — Portalen til en Kongeborg!
Og alt som han rydder, finder han derinde
Kammer ved Kammer med Billedskrift paa Væggen.
I Samklang med Bibelens første Blad
dages for hans Syn en taaget Tegning
af Træet til at kjende Godt og Ondt —
Samvittighedens dunkle Kileskrift,
Anelsen om Skyld og Brøde!
Mørk og ukjendelig var den,
men som Lyset falder i Hjertets Løndom,
læser han den klarere og klarere.
Selv et Livs-Træ finder han ristet —
Drømmen om en Evighed!
Styrket ved sit lykkelige Fund,
raster Missionæren ikke,
bliver ved at bane Vej for Lyset,
til han opdager Levningerne af et Tempel —
for »en ukjendt Gud«, en ukjendelig Guddom
— saa synes det — dog en Kongernes Konge,
med Evighedens Krans om sin Isse!
I Ruiner ligger Templet, men det kan rejses op —
det skal ikke føres bort til Musæer,
men bygges til en Bolig for den levende Gud.
Og i andre Ørkner, hos andre Stammer,
finder han Offerstene,
hvor der bringes blodige Offre,
Menneske-Offre
for at sone Gudernes Vrede;
og Stenen har en Indskrift, Gjengjældeisens,
Tanker om Dom, om Sæd og Høst.
Selv uden Fakkel
kjender han igjen paa Stenens Trin
Jarl Hakon’s: »Guderne det Bedste!«
Hvilken Opdager-Gjerning for Evangelisten!
Alt som han synger dem for Ordet om Synd og Naade,
om »Menneskesønnens« Offer,
om Livstræets Paradis-Frugter,
er det de formørkede Sjæle,
som om han sang dem for en gammel Melodi,
hvis Tone de ej selv kunde gribe,
men kjender igjen
som et udvisket Barndoms-Minde.
Et Niniveh’s Ruiner har han fundet —
men et Niniveh, der bygges til en Kirke.