I visne Blade, Du tørre Løv,
som snart er Smaakrybets Lejestøv,
hullet og gjennemboret —
I Kasteboldte for Vind og Vejr,
hvem Undergang er svoret —
I har Eders Deel i Vaarens Sejr:
I var i Forplejnings-Koret!
I varmed troligen Lundens Smaa,
dengang end Søvnen i Øjet laa
de vaagnende Violer!
Vær end om Skovbunden lidt paa Post,
til vaagen den sig soler,
og vogt de Smaafolk for Nattefrost
i deres tynde Kjoler!
I visne Blade, I tørre Løv,
som gjemmer endnu et frugtbart Støv,
et Ved til Rosens Flamme —
I skæmmer sletikke Vaarens Krans
med Eders brune Ramme!
Den smilende Mø har dobbelt Glans
hos sin Barndoms rynkede Amme.